Hæder til håndbolddommer gennem 50 år - Flemming Olsen

Løve Høng Håndbold har netop fejret deres 50 års jubilæum. Her gik en helt ny pris til en særdeles trofast håndbolddommer. 

Hæder til håndbolddommer gennem 50 år - Flemming Olsen
Kirsten Westphalen holdt tale for Flemming Olsen og Gitte Hansen overrakte statuetten. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Løve Høng Håndbold blev stiftet for 50 år siden, og det er netop blevet fejret. I forbindelse med jubilæet havde foreningen også indstiftet en ny pris. 

Prisen var en frivilligpris, og den skulle selvfølgelig gå til en person, der yder en særlig indsats for Løve Høng Håndbold

"Årets frivillige er et passivt medlem i klubben, som de seneste par år har dømt et utal af træningskampe og børnekampe for os og insisteret på, at gøre det gratis. Det er en person, som vi alle, og især børnene, er glade for som menneske og dommer. Vi kan ringe til ham både i god tid, og når vi pludseligt virkelig er i bekneb. Hvis han ikke har andre forpligtigelser, stiller han op," sagde Kirsten Westphalen blandt andet i talen til den frivillige.

Og så kaldte hun Flemming Olsen frem, som fik overrakt frivilligprisen i form af en statuette af Gitte Hansen.

Flemming Olsen, der er tæt på de 80 år har været håndbolddommer i omkring 50 år og er kendt og afholdt i klubben. 

Del