Grundig kortlægning af undergrunden begynder i løbet af februar
Første skridt i kortlægningen af undergrunden tages altså i løbet af februar, og denne fase ventes af løbe frem til efteråret, mens den samlede undersøgelsesperiode vil strække sig over de kommende fire år.
![Grundig kortlægning af undergrunden begynder i løbet af februar](/media/krhpuxcw/img_7716-copy.jpg?width=50)
Af Jens Nielsen
CO2 Storage Kalundborg indleder i løbet af februar kortlægningen af undergrunden ved Kalundborg. Arbejdet er første skridt på vejen til at fastslå, om der sikkert og permanent kan lagres CO2 dybt nede i undergrunden for at mindske klimaforandringerne.
Det grundige arbejde med at undersøge og kortlægge undergrunden ved Kalundborg begynder i løbet af februar. Forberedelserne til de første undersøgelser er i gang, hvor skibe, køretøjer samt containere med udstyr er ankommet til området, og den grundige kortlægning indledes i det nordøstlige hjørne af undersøgelsesområdet oplyser CO2 Storage Kalundborg i en pressemeddelelse.
”Vi ser frem til at tage næste skridt, for det er helt afgørende, at undergrunden bliver opmålt og kortlagt grundigt. Der skal dannes et præcist billede af, hvordan undergrunden rent faktisk ser ud hele vejen ned til 1.400 meters dybde”, siger Ulrik Olbjørn, Projektchef hos CO2 Storage Kalundborg.
Målet er, at der med hjælp fra blandt andet geofoner, hydrofoner samt specialdesignede køretøjer og skibe kan laves en nøjagtigt 3D-kortlægning af undergrunden for at opnå et dybdegående kendskab til geologien i området. Det sker ved at sende vibrationer ned gennem undergrunden, så lydbølger reflekteres retur til overfladen, som opfanges af geofoner og hydrofoner. Der lagres altså ikke CO2 i forbindelse med undersøgelsesperioden.
”Undersøgelserne vil ligne dem, der blev udført af de danske myndigheder i samme område for nogle år siden. Forskellen er, at vi kommer til at gå endnu grundigere til værks, for det er nødvendigt at få et mere detaljeret billede af undergrunden”, siger Ulrik Olbjørn.
Aftaler med en lang række lodsejere
I juni 2024 tildelte klima-, energi- og forsyningsministeren parterne bag CO2 Storage Kalundborg en undersøgelseslicens til undergrunden i området, efter de danske myndigheder havde udpeget området, som et af flere i Danmark, hvor der potentielt kan lagres CO2 sikkert og permanent.
Siden har den rådgivende ingeniørvirksomhed COWI på vegne af CO2 Storage Kalundborg været i dialog med lodsejere i undersøgelsesområdet, og der er indgået gensidige aftaler med en lang række lodsejere om muligheden for at kortlægge undergrunden grundigt.
”Jeg vil gerne kvittere for tilgangen blandt de mange lodsejere i området. Det sætter vi stor pris på. Vi kommer til at fortsætte dialogen med lokale og lodsejere i området over den næste periode, hvor vi løbende vil informere om fremdriften i takt med at undersøgelserne skrider frem”, siger Ulrik Olbjørn.
Første skridt i kortlægningen af undergrunden tages altså i løbet af februar, og denne fase ventes af løbe frem til efteråret, mens den samlede undersøgelsesperiode vil strække sig over de kommende fire år. Det er i sidste ende de danske myndigheder, der tager stilling til, om undergrunden er velegnet til sikker og permanent lagring af CO2, som kan levere et markant bidrag til indfrielsen af de danske og europæiske klimaambitioner.
Om CO2 Storage Kalundborg:
CO2 Storage Kalundborg er et samarbejde mellem energivirksomhederne Equinor og Ørsted samt den danske stat - repræsenteret af Nordsøfonden. Equinor er som operatør majoritetsejer med 60 procent af licensen, mens Ørsted har 20 procent og statens undergrundsselskab, Nordsøfonden, ligeledes har 20 procent. I juni 2024 tildelte klima-, energi- og forsyningsministeren en undersøgelseslicens til CO2 Storage Kalundborg, der de kommende år gennemfører en lang række omfattende undersøgelser af undergrunden ved Kalundborg. Resultaterne fra undersøgelserne skal fastslå, om der sikkert og effektiv kan lagres CO2 i området for at mindske klimaforandringerne.
CO2 Storage Kalundborgs arbejde er de kommende år inddelt i tre faser, som omfatter forskellige typer af undersøgelser:
- Kortlægningsfasen: Undergrunden opmåles og kortlægges ved hjælp af måleudstyr samt specialdesignede køretøjer og skibe, der bevæger sig rundt i området.
- Udforskningsfasen: Der bores ned til ca. 1.400 meters dybde for at indsamle data og jordlagsprøver af undergrunden med henblik på yderligere kortlægning.
- Testfasen: Der sendes vand ned gennem boringerne for at lave avancerede simuleringsmodeller af undergrundens reaktion på potentiel lagring af CO2.
Læs mere om CO2 Storage Kalundborg her: www.co2storagekalundborg.dk