Grøn Omstilling

Læserbrev: Grøn Omstilling
Mange støtter den grønne omstilling og anerkender de alvorlige konsekvenser af klimaændringer – herunder risikoen for oversvømmelser. I vores kommune udgør især Kalundborg Havn, Reersø samt Bjerge Nord- og Sydstrand udsatte områder.
Samtidig er der bekymringer omkring grøn omstilling, særligt i forhold til vindmøller, solceller og CO₂-lagring. Disse bekymringer skal tages alvorligt. Forhåbentlig er der bred forståelse for nødvendigheden af grøn omstilling for at reducere CO₂-udledningen i atmosfæren.
Den grønne omstilling indebærer svære beslutninger – og når det gælder vindmøller og CO₂-lagring, træffes disse beslutninger uden for kommunalbestyrelsens regi. I kommunalbestyrelsen besluttede vi at begrænse opførelsen af solcelleparker til én om året – et kompromis, som jeg må erkende ikke var optimalt. For at træffe de bedste beslutninger er det afgørende at have faktuel viden, som fx hvor langt er der fra solcellerne til naboerne, kan de ses fra vejene og hvor hurtigt kan de sættes i drift? Desværre manglede vi disse oplysninger, og i stedet blev beslutningen truffet på baggrund af administrationens skøn. Lidt grønt – men ikke kønt.
Niels Erik Danielsen, Kommunalbestyrelsesmedlem Enhedslisten.