Formand for kunstforening: Dette er en 100-års hændelse

Lørdag over middag åbnede den retrospektive udstilling med værker af den snart 100-årige kunstner Grete Balle. Bispegården var fyldt til bristepunktet, 

Formand for kunstforening: Dette er en 100-års hændelse
Pia Østergaard fra Kalundborg Kunstforening, og kunstneren Grete Balle foran et af de imponerende værker, udstillingen i Bispegården rummer. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

En 100-års hændelse, det kaldte formand for Kalundborg Kunstforening, Anne Fabricius, den udstilling, som lørdag åbnede i Bispegården.

Og det kan man vist roligt kalde udstillingen, som viser værker af den snart 100-årige Grete Balle. Hun fylder 100 år den 26. april, og det er også den dag, udstillingen, der rummer værker helt tilbage fra 1961, alle lavet af Grete Balle.

Retrospektivt i allerhøjeste grad, for udstillingen kigger tilbage på et langt liv med kunsten som drivkraft og fantasien.

“Jeg vil gerne lige sige noget,” sagde Grete Balle og greb mikrofonen, efter Sille Roulund havde holdt sin åbningstale.

“Mine værker skal tale til folk, men der er ikke en brugsanvisning eller facitliste. Jeg vil gerne have, at fantasien får frit spil, og det er sådan set det, jeg vil med mine værker,” sagde Grete Balle blandt andet.

På grund af en skadet arm havde hun ikke selv haft så meget med udstillingen at gøre, men det havde Pia Østergaard fra Kalundborg Kunstforening.

“Hver gang jeg ringede og spurgte om noget, svarede Pia: Det finder vi ud af. Tak for det,” sagde Grete Balle.

Fyldt til bristepunktet

Udstillingen i Bispegården er den første i en række planlagte markeringer i 2026. Senere på året vises udstillingen “Tidens Tråde” på Museum Jorn fra 9. maj til 16. august og derefter på Kunstmuseet Fuglsang fra 5. november 2026 til 26. april 2027. Derudover udstiller Grete Balle solo i Galleri Valdal fra 30. maj til 27. juni 2026.

Grete Balles værker hang flot i Bispegårdens unikke lokaler. Foto: Charlotte Koefoed

Ferniseringen trak mange mennesker til. Grete Balle kendte de fleste, for der blev hilst til højre og venstre, og mange ville tale med kunstneren, der gennem 75 år har været aktiv i kunstmiljøet i Danmark.

Sille Roulund, kendt fra TV Øst, holdt ferniseringstalen.

“Du er en heltinde. Mange beundrer dig og din kunst. Og du er en meget speciel dame. Du kommer i år til at vise din kunst for så mange mennesker, og det bliver et fantastisk år,” sagde hun blandt andet.

Og så opfordrede hun gæsterne til at gå rundt og fordybe sig i værkerne. At give sig tid til at se, opleve, sanse. Tid til at være til stede i værkerne.

“Ligesom du er til stede i dine værker,” sagde Sille Roulund.

Udstillingen er kurateret af Lisbeth Tolstrup, forfatter, kunsthistoriker og formgiver og er støttet af Kalundborg Refinery Fond og Bent O. Jørgensens Fond. Ferniseringen er støttet af Meny og Slagter Jacob.

Gavlmaleri på Solskinspladsen

I forbindelse med 100-års markeringen er der også planer om et nyt vægmaleri i Kalundborg. Værket “Bølgen, Fuglen og Lyset” skal placeres på en gavl ved Solskinspladsen. Kompositionen er skabt af Grete Balle, mens det praktiske arbejde udføres i samarbejde med billedkunstneren Anne Bundgaard.

 

Del