Greb muligheden og rejste til Færøerne

Han har været en tur på Færøerne i forbindelse med sin læretid, og det har givet ham både faglige og sociale færdigheder, han helst ikke ville være foruden i dag.

Greb muligheden og rejste til Færøerne
Niclas Løvgreen Hersing er 20 år og har været en tur på Færøerne i forbindelse med sin læretid hos Benny Petersen A/S. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Niclas Løvgreen Hersing er 20 år og har været en tur på Færøerne i forbindelse med sin læretid hos Benny Petersen A/S. Det har givet ham både faglige og sociale færdigheder, han helst ikke ville være foruden i dag.

Den 21. marts gik Niclas Løvgreen Hersing til svendeprøve og bestod med glans. To 10-taller og et 12-tal samt en bronzemedalje blev det til, og han er nu færdiguddannet anlægsstruktør. Men hvad der er lidt særligt ved Niclas Løvgreen Hersings praktikperiode er, at han fik muligheden for at arbejde på Færøerne I en periode - og muligheden den greb han.

Stod på egne ben og lærte en masse

“Det var fantastisk. Udover at jeg lærte en masse fagligt, lærte jeg også at stå på egne ben. Jeg boede hjemme, da jeg rejste og nu boede jeg ude hos nogle, hvor jeg vaskede mit eget tøj og selv stod for madlavning. Ligesom jeg på job, med nogle ting, stod for hele opgaven selv. Det lærte jeg rigtig meget af, og kulturen er jo også anderledes på Færøerne – og det er meget sundt at opleve,” siger Niclas Løvgreen Hersing.

Han fortæller også, at materialebrug fx er helt anderledes på Færøerne, da de bruger meget råmaterialer i form af genbrug, fx knust klippe og granit. Derudover benytter man specielværktøj og springer klipper, hvilket jo er noget anderledes fra Danmark.

“Det er noget helt andet end i Danmark. Man lærer virkelig meget, fordi de gør tingene på en lidt anden måde end, hvad vi gør i Danmark. Kulturen er jo også anderledes, og det var interessant at opleve en anden natur, anden madkultur og andre mennesker. De var utrolig venlige, og jeg kan til hver en tid anbefale at tage af sted, hvis man får mulighed for det – både for det faglige, men også for at opleve noget, der er anderledes fra, hvad man ser i Danmark,” siger Niclas Løvgreen Hersing.

Maria Top Petersen, der er lærlingeansvarlig hos Benny Petersen, fik idéen om et praktikophold i udlandet, og har derfor været med fra første dag, da man implementerede muligheden for praktikopholdet på Færøerne for lærlingene i virksomheden.

“Det er én bestemt anlægsvirksomhed, som vi samarbejder med, og Niclas er den første lærling, der har været af sted. Men det er selvfølgelig frivilligt. Vi tror på, at det giver en masse fagligt, men vi er lige så interesseret i, at det gør de unge mennesker til hele mennesker. De står på egne ben på anden måde, når de er af sted selv. Vi tror på, at det giver nogle lærlinge, der er mere selvstændige,” fortæller Maria Top Petersen, og fortsætter: “Egentlig blev vi inspireret af Malmos, der kører udveksling med et norsk og et fransk firma. Jeg tænkte, hvis de kan, så kan vi også – og det har indtil nu været en succes, som vi håber at gentage mange gange. Jeg tænker da også, at det kan gøre os attraktive som virksomhed.”

Niclas Løvgreen Hersing er enig i, at det gør virksomheden attraktivt.

“Det gode ved at være hos Benny Petersen, udover gode kollegaer selvfølgelig, er, at det er et mellemstort firma, hvor man får mulighed for at prøve det meste i stedet for at lave det samme hele tiden, og erfaring kan man aldrig tage fra nogen. Her får vi lov til at prøve mange ting, og vi lærer meget af det. Jeg tror ikke, at man bliver skruet lige så effektivt sammen, hvis ikke at man har den mulighed. Derudover er det absolut et plus, at man kan få mulighed for at rejse til Færøerne og arbejde også,” slutter han af med at sige.

Hos Benny Petersen A/S vil man meget gerne gentage succesen, og de håber derfor på, at mange flere lærlinge vil tage imod muligheden i fremtiden. Der er pt. to lærlinge i firmaet, da Niclas Løvgreen Hersing netop har sat sin underskrift på en ny kontrakt i virksomheden – nu som svend.

Del