Glemte højrekørsel og flygtede efter sammenstød

En mand kørte venstre om ind i en rundkørsel og stødte frontalt sammen med en anden bil, og forlod derefter uheldsstedet.

Glemte højrekørsel og flygtede efter sammenstød
Modelfoto.

Af TV-Kalundborg.dk kontakt@tv-kalundborg.dk

En 27-årig mand fra Irland kørte venstre om ind i en rundkørsel og stødte frontalt sammen med en anden bil. Derefter forlod han uheldsstedet.

Politiet modtog torsdag aften kort før kl. 22 en anmeldelse om et frontalt sammenstød mellem to biler i rundkørslen ved Kalundborgvej og Nykøbingvej i Snertinge.

Den ene bil havde fået så store skader, at den ikke kunne køre fra stedet. Den anden bilist var kørt væk efter sammenstødet. På uheldsstedet traf politiet en 81-årig mand fra Jyderup. Han var uskadt og forklarede, at modparten var stukket af.

Havde glemt, at der er højrekørsel

En patrulje kørte rundt i området og fandt den anden bilist, en 27-årig mand fra Irland, som arbejdede i Danmark.

Han erkendte, at han var kommet til at køre venstre om ind i rundkørslen, fordi han havde glemt, at der er højrekørsel i Danmark. Efter sammenstødet blev han forskrækket og kørte til sin opholdsadresse. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport fredag.

Del