Glamping og oplevelsescenter på vej hos Dyrehøj Vingaard
Planer om oplevelsescenter, glamping og mulig vinanerkendelse kan styrke Røsnæs som vinområde.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Planer om oplevelsescenter, glamping og mulig vinanerkendelse kan styrke Røsnæs som vinområde.
Dyrehøj Vingaard på Røsnæs har fået tildelt 400.000 kroner i LAG-midler til etableringen af et nyt oplevelsescenter. Ifølge ejer Jacob Bruun-Jensen skal centret være med til at give besøgende en større indsigt i vinproduktionen og samtidig styrke Røsnæs som destination for vin- og naturoplevelser.
Anerkendt som vinregion
Baggrunden for projektet hænger tæt sammen med arbejdet for at få Røsnæs anerkendt som en officiel vinregion.
”For tre år siden søgte vi om at få Røsnæs som vinregion. Ligesom fx Bourgogne er det. Altså et område der er anerkendt for sin kvalitet og som er beskyttet,” fortæller Jacob Bruun-Jensen.
Processen foregår i samarbejde med EU og bevæger sig ifølge vingårdsejeren i den rigtige retning: ”Der går lidt frem og tilbage med EU, men i det store hele, går det i den rigtige retning, og forhåbentlig sker der snart noget på den front.”
Hvis anerkendelsen falder på plads, vil det få stor betydning for området. Det vil betyde, at Røsnæs bliver det første område i Danmark, hvor flere vine bliver dækket af AOC – Appellation d'Origine Contrôlée – en certificering, der sikrer, at en vin er produceret efter bestemte traditionelle metoder og inden for et bestemt geografisk område.
I dag findes der ét eksempel i Jylland, hvor en enkelt vingård har denne certificering. På Røsnæs vil det i stedet være et helt distrikt.
”Som det er nu, er der i hver fald fem vingårde, og måske flere i fremtiden,” siger Jacob Bruun-Jensen og fortsætter: ”Det er et rigtig stort skridt mod, at folk begynder at anerkende dansk vin.”
Oplevelsescenter med vin, mad og natur
Den forventede øgede interesse for området er også en af grundene til planerne om et nyt oplevelsescenter på vingården, fortæller Jacob Bruun-Jensen:
”Når man får den her AOC-anerkendelse øges interessen for at komme på Røsnæs, og derfor er der oplagt at lave et oplevelsescenter, hvor vi kan fortælle mere om, hvad vi laver. Hvor folk kan få en vinoplevelse, og det vil vi gerne give med oplevelsescentret.”
Centret skal blandt andet danne ramme om arrangementer og aktiviteter for både lokale og besøgende.
”Der skal være events, workshops, vinsmagning og meget mere. Forretningen og vinbaren flytter til hovedhuset,” siger Jacob Bruun-Jensen.
Selvom vin naturligt er i centrum, er tanken også, at stedet kan bruges til andre arrangementer.
”Det er ikke et forsamlingshus, men vi vil gerne bidrage til lokalsamfundet, og derfor kan man jo også afholde andre arrangementer herude, som ikke er vinrelateret. Ligesom vi selvfølgelig også kan afholde livets fester herude for både lokale og turister.”
Konceptet bag stedet beskriver han som en helhedsoplevelse: ”Konceptet er den hellige treenighed – vin, mad og natur. Derudover har vi et lille ben med kunsten, og vi samarbejder selvfølgelig med de andre vingårde herude. Vi laver jo også en stor vinfestival i år, hvor alle vingårdene er med.”
Planen er, at oplevelsescentret skal stå færdigt inden 2027.
Glamping i vinmarkerne
Ud over oplevelsescentret arbejder Dyrehøj Vingaard også på at etablere glamping – luksuscamping – i området omkring vinmarkerne.
”Vi har kigget på at lave glamping i et stykke tid. Det begyndte med da Næs blev solgt. Da finder vi ud af, at der ikke er så mange overnatningsmuligheder i Kalundborg, og slet ikke på Røsnæs.”
Derfor besluttede Jacob Bruun-Jensen at teste konceptet: ”Vi tænkte, at glamping ville passe godt ind i den smukke natur herude, og vi købte fem telte for at se, hvordan det ville fungere. De står forskellige steder herude, for det er en af de ting, folk gerne vil have, privatliv, når de er på glamping.”
Projektet kræver dog en kommunal tilladelse, som stadig lader vente på sig. Jacob Bruun-Jensen håber, at han snart hører noget.
”Vi har i øvrigt søgt Kalundborg Kommune om tilladelse, men det går pænt langsomt. Det er snart et par år siden, og vi har endnu ikke fået tilladelsen. Vi skulle gerne åbne op for glamping til maj, alt efter vejret,” siger han.
Overnatningsoplevelsen bliver enkel og naturnær.
”Folk kommer og tjekker ind, og så er der mulighed for at købe en aftenmadskurv, hvis man er til det. Men man kan jo også gå ud at spise. Morgenmadskurv er inkl. i prisen, når man lejer et telt.”
Faciliteterne bliver enkle, men funktionelle: ”Der er toilet/bad, vi arbejder lige nu på udendørs bad og toilet. Det bliver ikke store og luksuriøse forhold, men vi har også toilet og bad på gården, som man kan bruge, hvis man ønsker. Men glamping er jo ikke ment som at være det mest luksuriøse,” siger Jacob Bruun-Jensen.
Teltene skal placeres med udsigt til naturen og vinmarkerne: ”Idéen er at teltene skal stå, så der er udsigt over vinmarker og andet smuk natur.”
Første år som nye ejere
Jacob Bruun-Jensen og hans hustru overtog officielt Dyrehøj Vingaard den 1. januar 2025. Ifølge vingårdsejeren har det første år været både travlt og positivt.
”Der har været mange ting, og vi har også forsøgt at lave nogle ting lidt anderledes, det har skabt udfordringer indimellem, men vi er blevet rigtig godt modtaget herude.”