Garant udvider med ny gardinshop
Hos Garant på Nørre Allé i Kalundborg er der i øjeblikket fuld gang i en større ombygning.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Trods håndværkerrod holder Garant på Nørre Allé åbent som normalt, og kunderne belønnes med ombygningsudsalg, mens butikken gøres klar til en helt ny gardinshop.
Hos Garant på Nørre Allé i Kalundborg er der i øjeblikket fuld gang i en større ombygning. Butikken udvider nemlig med en ny og moderne gardinshop fra Luxaflex – et mærke, de allerede fører, men som nu får et helt nyt look med nye modeller.
Ombygningen betyder, at der lige nu roder lidt i butikken, men det skal komme kunderne til gode. Garant kører nemlig ombygningsudsalg, mens håndværkerne arbejder.
”Vi siger undskyld til vores kunder ved at lave ekstra gode priser til dem, for vi ved godt, at der er lidt rodet hos os lige nu. Men det bliver godt, når vi er færdige,” siger Nikolaj Schädler fra Garant i Kalundborg. Han fortæller, at Luxaflex har lanceret mange nye modeller, og at de fremover vil blive præsenteret langt bedre i de nye moduler.
På trods af byggerodet holder Garant åbent som normalt og har det samme vareudvalg som altid – plus et bredt sortiment af de nyeste gardinløsninger fra Luxaflex.