Går benhårdt efter sejr i lørdagens kampe i Sjællandsserien

Af Jens Nielsen
Raklev er på hjemmebane mens Svebølle spiller på udebane i lørdagens kampe i Sjællandsserien, lokalt betegnet som Kontoret / Punkt 1 Ligaen.
Både Raklev og Svebølle vil gå benhårdt efter en sejr i lørdagens kampe i Sjællandsserien. Raklev er på hjemmebane og tager imod rækkens tophold Såby Fodbold, mens Svebølle er på udebane og skal en tur til Nakskov.
Som optakt til kampene har Henrik Nielsen fra Raklev følgende betragtninger:
Efter et par kampe uden point, så ser Raklev frem til at tage imod rækkens tophold, Såby Fodbold, på lørdag kl. 14. Såby har også tabt de to seneste kampe og derfor vil begge hold gerne på sporet igen. Der er derfor lagt op til en spændende kamp, da begge hold gerne vil spille offensivt fodbold.
Sidst de to hold mødtes, der tabte Raklev med 2-1, men det var en kamp, hvor Raklev hurtigt kom foran og nærmest vadede i chancer i første halvleg, hvor kampen reelt burde være lukket. Såby straffede dog Raklev med to scoringer og var meget kyniske med at omsætte få chancer til mål.
”Vi har helt unødvendigt tabt de to seneste kampe, hvor jeg mener, at vi skulle have haft mere end nul point i disse kampe. Nu har vi så en modstander på lørdag, som har været rækkens bedste indtil nu, selvom de har tabt de to seneste kampe. Såby har dog haft mange kampe, hvor de kun har vundet med ét mål, så de har haft tur i den længe, men på et tidspunkt så tipper det over til deres modstandere. Vi kommer derfor til at møde et godt hold i weekenden, som jeg glæder mig til. Der vil helt sikkert blive perioder i kampen, hvor de vil trykke os tilbage på banen, da de gerne vil spille frem i banen og skabe spillet. Det kommer til at være fint for os, da vi gerne vil spille mod en god modstander, som gerne vil skabe spillet, som vi også gerne vil. Jeg tror derfor på, at det bliver en god fodboldkamp med to hold, der gerne vil spille fodbold. Jeg tror sagtens, at vi kan drille Såby på den rigtige dag på vores hjemmebane. Jeg har sagt til drengene, at vi skal sætte en præstation sammen, hvor både energien og intensiteten skal være der, men vi skal også være skarpe på vores muligheder. Rammer vi det og kan vi levere en toppræstation, så er jeg ikke i tvivl om, at vi kan slå Såby”, udtaler cheftræner Brian Kristensen.
Både Raklevs serie 3 og U19 spiller også hjemme på lørdag. Serie 3 spiller lokalopgør mod Kalundborg GB kl. 11.30, mens U19 møder Taastrup FC kl. 16.00.
Humøret har været i top
Svebølletræner Jonas Thomsen har denne optakt til lørdagens kamp:
Efter sidste weekend sejr i lokalopgøret mod Raklev har humøret været i top hele ugen.
Vi har arbejdet godt i løbet af ugen, og forsøgt at få nogle skader klar igen.
Vi er op til morgendagens kamp stadig ramt af lidt små skader, men vi tager til Nakskov med et stærkt hold, som vil gå benhårdt efter sejren.
Vi har revanche til gode fra efteråret, så vi er mere end sulte for at tage derned og tage alle 3 point med hjem.
Nakskov har været rigtig gode specielt på hjemmebane, og senest for et par uger siden slog de topholdet Slagelse.
Så der venter et svært opgør, men vi gør alt for at levere en toppræstation dernede, og tage alle 3 point med hjem!