Frivillighed blev fejret med æresmedlemskab

Et æresmedlem er en person, der har givet og giver så meget til sin forening, at vi ikke kan betale tilbage. I stedet giver vi den største anerkendelse vi kan, vores største respekt og titlen som æresmedlem.

Frivillighed blev fejret med æresmedlemskab
Raklev Gymnastik og Idrætsforening (RGI) holdt fredag den 13. marts generalforsamling, hvor to mangeårige frivillige blev udnævnt til æresmedlemmer.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Raklev Gymnastik og Idrætsforening (RGI) holdt fredag den 13. marts generalforsamling, hvor to mangeårige frivillige blev udnævnt til æresmedlemmer.

Benja Nielsen og John Lorentsen modtog hæderen efter tilsammen mindst 120 års frivillig indsats i foreningen. Gennem årene har de været en stor del af RGI i en lang række roller – blandt andet som træner, bestyrelsesmedlem, næstformand, udvalgsmedlem og holdleder. De har også bidraget til aktiviteter som Det Blå Guld, legeland, folkedans, støtteforening og bankospil.

Derudover har de blandt andet været kaffebryggere, reparatører og en del af det sociale sammenhold i foreningen. Både Benja Nielsen og John Lorentsen blev, ifølge foreningen, taget på sengen over udnævnelsen. Generalforsamlingen kvitterede med en bragende og stående applaus til de to nye æresmedlemmer.

Ved overrækkelsen sagde formand Esben Hansen: ”Et æresmedlem er en person, der har givet og giver så meget til sin forening, at vi ikke kan betale tilbage. I stedet giver vi den største anerkendelse vi kan, vores største respekt og titlen som æresmedlem.

Pris til ekstraordinær sponsorindsats

Under generalforsamlingen blev John Lorentsens søn, Rene Lorentsen, også hædret. Han modtog Poul Erik-prisen for en helt ekstraordinær indsats omkring sponsorarbejdet i 2025. Prisen blev overrakt foran et talstærkt fremmøde i Café Sønderjyden, hvor der var stående applaus og jubel.

Bestyrelsen havde på forhånd sørget for, at Rene Lorentsen var til stede ved overrækkelsen – selv om det betød, at han måtte gå glip af Sjællandsserieholdets sejr på 5-0 over Væggerløse.

Rekordregnskab og nye samarbejder

Generalforsamlingen bød også på fremlæggelse af et rekordregnskab samt en orientering om det videre arbejde med Raklev Idræts- og Kulturcenter. Derudover blev der præsenteret nye partnerskaber med Meny og Intersport. Samtidig fortalte foreningen om en håndboldafdeling med fokus på trivsel, øget opmærksomhed på pigefodbolden og arbejdet med at udvikle RGI som en spilbar forening. Foreningen arbejder også videre med samarbejdet omkring Fælles om Ungelivet samt med frivillighed og forældreinvolvering.

Del