Frivillige bliver belønnet for det store arbejde

Alle de frivillige, der hjalp før, under og efter Royal Run i Kalundborg skal inden længe til fest på Kontoret. Det er 5 Tårns Motion Kalundborg, der inviterer.

 

Frivillige bliver belønnet for det store arbejde
Der blev udført et stort arbejde af de mange frivillige i forbindelse med Royal Run i Kalundborg. Nu skal de frivillige til fest. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fredag den 31. maj skal alle de frivillige, der hjalp før, under og efter Royal Run i Kalundborg til fest på Kontoret. Det er 5 Tårns Motion Kalundborg, der inviterer.

5 Tårns Motion Kalundborg byder på lidt mad og drikke og disker op med musikalsk underholdning med Emil Bendixen og Søn på Kontoret.

”Det har været planlagt allerede fra dag 1, at vi ville afholde noget for de frivillige. Vi har haft rigtig mange hjælpere, der stillede sig til rådighed, inden billetterne overhovedet var sat til salg. Det er vores medlemmer, deres familier og gode venner, og det har faktisk betydet, at vi kun har haft tre, der har meldt fra i hele perioden. Vi har kunne stole på alle, og planlægningen passede. Det skal de belønnes for, og nu endte det altså med, at vi går på Kontoret og får noget god mad, lidt at drikke og hører noget musik,” fortæller formand for 5 Tårns Motion Kalundborg, Erik Johnsen, og fortsætter: ”De tre hjælpere, der er under 18 år, får en biograftur med masser af popcorn, cola og en stor slikpose, da de desværre ikke kan komme på "kontoret" før de bliver 18 år.”

Der var i alt 238 frivillige, der hjalp til Royal Run i Kalundborg, hvor ca. 5.500 løb/gik 5 km, knap 2.000 løb/gik 1 mile og 2.500 løb/gik 10 km. Alle billetter var hurtigt revet væk, da de blev sat til salg, men der blev solgt 259 gensalgsbilletter via Royal Runs hjemmeside og derudover en del på Facebook også.

Skulle man gentage succesen?

Erik Johnsen fortæller, at mange allerede har forslået, at 5 Tårns Motion Kalundborg stabler et lignende løb på benene igen. Altså ikke et Royal Run, men et løb, der samler hele byen med masser af aktiviteter.

”Flere har spurgt os, og vi tygger da også på det, men faktum er, at dronningen trak meget til Royal Run, og vi skal jo heller ikke lave et plagiat af Royal Run. Men nu må vi se,” slutter formanden af med at sige.

De frivillige skal tilmelde sig festen på Kontoret på 5 Tårns Motions hjemmeside, www.5taarnsmotion.dk

Del