Fra X Factor til SKØL
Følger du med i X Factor - Så har du muligvis spottet et ret velkendt logo på skærmen.
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
Jonas Andersen sendte SKØL-kærlighed på landsdækkende tv, da han indtog scenen med ro, nærvær og en aldeles behagelig sangstemme.
Rejsen i X Factor sluttede desværre for Jonas forleden. Den gode nyhed er, at han derfor har tid til at spille på SKØL, hvor han giver koncert i Annekset den 9. april.
Under kunstnernavnet Someone Great lader Jonas sin personlige og nærværende vokal stå som det tydelige centrum i musikken. Someone Great bevæger sig i et lo-fi og drømmende univers, hvor de rå kanter, den intime stemning og de stille detaljer får lov at leve.
Sangene er hentet fra Jonas’ lange karriere i den danske undergrund og fra flere forskellige projekter undervejs. Fælles for dem er en stærk personlig fortælling og en genkendelig stemme – en rød tråd af ærlighed, sårbarhed og musikalsk nærvær, der trækker lytteren tættere ind.
På scenen skaber Someone Great et rum af varme, melankoli og drømmende ro, hvor publikum inviteres helt tæt på.
Lørdag var der to gange fuldt hus.
Lørdag eftermiddag og aften var der fyldt op to gange i Annekset hos SKØL, til de udsolgte stand up show med Sofie Skriver. Hun underholdt både kl. 17:30 og kl. 20:00 med hendes anmelderroste soloshow, ”Alle veje fører til mor”. Med netop dette soloshow blev Sofie Skriver nomineret til hele fire priser ved Up Comedy Festival.
Foto: Brian Kristensen
De godt 100 gæster fik en sjov aften med stand up, grin og smagt på SKØL’S forskellige øl.
Se de kommende events her: SKØL Events