Fra idé til handling

Medlemmerne af Kalundborg Amatør Teater inviteres med til at udvikle deres teaterforening. ”Der er brug for dig med de gode idéer, for dig som vil løbe med idéerne, men også for dig, der blot er nysgerrig på, hvad aftenen vil bringe."

Fra idé til handling
I år var det Sommer i Tyrol, der blev opført i Gryden på Møllebakken. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag den 18. januar er medlemmerne af Kalundborg Amatør Teater (KAT) inviteret med til at udvikle deres lokale teaterforening.

Ifølge formand for Kalundborg Amatør Teater (KAT), Klaus Ødegaard, er det vigtigt, at medlemmerne af foreningen sætter sig ned og ser på, hvordan de kan ruste KAT fremadrettet. Derfor er medlemmerne af foreningen bag KAT inviteret til foreningsudviklingsaften.

”For hvad skal vi i KAT? Skal vi både kunne lave store forestillinger i Gryden, mindre opsætninger i vores eget skønne teaterhus, lave dramaskoler for små som store, skal vi lave åbne aftner med teatersport og standup comedy, og hvordan med alt logistikken som lys, lyd, sminke, kostumer og scenografi,” siger formanden, og fortsætter: ”KAT er efterhånden en forening med 39 år på bagen med en god ballast af kultur og traditioner. Mange medlemmer har været med fra starten, men andre er kommet til i de senere år. Derfor er det sundt at stoppe op og stille spørgsmålet: ”Hvad skal KAT være fremover?”

Formanden siger endvidere: ”Når vi taler om udvikling af KAT er spørgsmålene mange:  Hvordan ser KAT ud om 3-5 år? Hvordan engagerer vi medlemmer, og gør og interessante for nye medlemmer? Hvilke aktiviteter skal tegne KAT i de kommende år? Og sidst men ikke mindst, hvem vil være med?”

Fra idé til handling

Ambitionen er klar. Teaterforeningen skal ikke blot have idéerne, de skal også kunne skabe handlingerne. Klaus Ødegaard fortæller, at der er mange medlemmer med gode idéer, drømme og ønsker for foreningen, dog netop derfor skal der også bruges tid på at forene alle idéerne, så idéerne kan komme ud og leve, til glæde for medlemmer og gæster. Kort sagt er opfordringen fra Klaus Ødegaard, at man skal komme og være med til at skabe fremtidens KAT.

”Der er brug for dig med de gode idéer, for dig som vil løbe med idéerne, men også for dig, der blot er nysgerrig på, hvad aftenen vil bringe. Det skal være sjovere at være her, end ikke at være her,” slutter formanden af med at sige.

Foreningsudviklingsaftenen foregår hos KAT i Elmegade i Kalundborg den 18. januar kl.19.

Del