Forureningskilden er med stor sandsynlighed opsporet
Kalundborg Forsyning har netop meddelt, at de med stor sandsynlighed har opsporet kilden til forureningen.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Forsyning har netop meddelt, at de med stor sandsynlighed har opsporet kilden til forureningen på en af deres kildepladser.
En kildeplads består af flere vandboringer, som levere vand ind til vandværket. Kalundborg Forsyning har derfor lukket denne kildeplads ned for at fjerne kilden til forureningen. Det betyder dog ikke, at nogle husstande vil stå uden vand. Der vil altså fortsat være vand i hanerne.
Det forventes, at man fremadrettet vil se et fald af coliformebakterier i analyseresultaterne. Der er imidlertid store mængder vand i ledningsnettet og det vil derfor tage flere dage inden vandet er udskiftet.
Kunderne skal fortsat følge kogeanbefalingen, indtil der udmeldes et endeligt ophør af denne.
Vaskemaskine behøver ikke længere 60 grader
Kalundborg Forsyning har været i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed. De vurderer, at på baggrund af forureningsgraden, kan man benytte sin vaskemaskine og vaske tøj som vanligt. Der anbefales derfor ikke længere min. 60 grader ved tøjvask.
Forsyningen opfordrer alle kunder til at holde sig opdateret på Kalundborg Forsynings hjemmeside: www.kalfor.dk