Fortæller historier med sin kunst

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Den 22. juni er der fernisering på Bispegården i Kalundborg, og da vil det være Jimmy Edvardsens malerier, der fint hænger side om side i de hyggelige lokaler, der tidligere var restaurant. Jimmy har ydermere været med i Danmarks bedste portrætmaler. Han er en ægte historiefortæller, og så har han et bankende hjerte for udsatte børn og unge.

48-årig Jimmy Edvardsen er oprindeligt fra Kalundborg, men flyttede til København for 29 år siden, og bor i dag i Vanløse. Men han holder meget af Kalundborg, og det betyder meget for ham at få lov til at udstille sine malerier i fødebyen, hvor hans familie i øvrigt stadig bor, og hvor han kender en masse mennesker.

Jimmys vej til at blive en anerkendt kunstner har været lidt kringlet. Han er egentlig uddannet pædagog og arbejder faktisk også fortsat som sådan, da det er en vigtig del af hans liv at arbejde med udsatte unge. 

Kunsten fortæller historien

Han har altid været kreativ, og har malet og tegnet meget lige siden, at han var helt lille. Faktisk lavede han også små tegneserier, og han elskede at fortælle historier. Det gør han i øvrigt stadig - elsker at fortælle historier. Nu gør han det blot med sine malerier i stedet.

”Jeg har altid holdt meget af at male, tegne og skrive, men lagde det meget på hylden, da jeg blev teenager. Så var det i stedet fester og fodbold, der overtog. Jeg begyndte at male igen, da jeg var sidst i 20’erne, tror jeg. Jeg mødte min yngste søns mor, da jeg var 30, og hun er også kunstner, så vi malede meget sammen. Det gjorde vi faktisk i alle de år, vi var sammen. Jeg begyndte stille og roligt at udstille forskellige steder, og det blev mere og mere seriøst. Det fyldte efterhånden mere og mere, og det år, hvor det for alvor begyndte, var faktisk da jeg stoppede med at drikke. For jeg drak alt for meget, og jeg havde et alkoholproblem,” fortæller Jimmy.

Det gik op for Jimmy, at han havde et problem, da han var i slut 20’erne. Lige efter, at han var blevet skilt. Han drak mere i en periode, og det blev mere kontinuerligt.

”Man kan være en ret ”dygtig” alkoholiker i mange år, uden at ens familie og venner opdager det. Jeg drak, når jeg malede, og jeg kunne sagtens vente til mine børn var lagt i seng ligesom, at jeg kunne passe mit arbejde. Men jeg drak mere og mere. En dag tænkte jeg, at nu skal det stoppe, jeg kan ikke blive ved. Jeg ringede til Alkohol Nord, som ligger i nordvest kvarteret i København. Jeg sagde, at jeg havde et alkoholproblem, og de spurgte, om jeg kunne være hos dem en halv time efter. Det kunne jeg, og her mødte jeg en behandler. Jeg sagde, at jeg skal stoppe helt med at drikke alkohol, men at jeg skulle have fem dage til at ”blive færdig” med at drikke. Det aftalte vi, og jeg drak i fem dage, og herefter sluttede det. Jeg fortalte samtidig min familie og venner, at jeg havde et alkoholproblem ligesom, at jeg fortalte mit arbejde det. jeg blev afgiftet og syg, og så gik det fremad. Det var på mange måder et skelsættende øjeblik, da jeg erkendte, at jeg havde et alkoholproblem og besluttede mig for at stoppe med at drikke. I dag er der gået mere end ni år, hvor jeg ikke har drukket alkohol. Jeg er aldrig faldet i, og jeg må sige, at det er en årsdag, jeg er stolt af. Den holder mig oppe, jeg er stolt af hver eneste år.”

Talent og alkohol gik i hånd i hånd

Jimmy fortæller desuden, at hans kunst og alkohol hang uløseligt sammen, og det var han nødt til at gøre noget ved.

”Jeg synes nok ikke altid, at verden var et lige let sted at være, og så bedøvede alkoholen mig. Men det var wow at vågne op og se en helt anderledes verden. Jeg var i en lang periode nødt til at trække mig for mange ting, og var mere hjemme end ellers. Jeg var mere alene, men det var ret vildt og ret fantastisk faktisk. Jeg malede ikke i 3-4 måneder, hvilket er længe for mig, da jeg i dag maler stort set hver dag.” Man kan vel godt sige, at min kunst var bundet op på alkohol. Da jeg erkendte, at jeg havde et alkoholproblem, søgte hjælp, og stoppede med at drikke, da var jeg faktisk bange for at male igen. Jeg var bange for, at jeg kun kunne male, når jeg havde drukket, for det var jo, hvad jeg havde gjort i flere år. Men efter nogle måneder, tog jeg mod til mig, og jeg begyndte at male portrætter af Hus Forbi folk, altså hjemløse. Jeg havde aftalt det med dem, og de måtte få malerierne bagefter og ellers gøre med dem, hvad de ville. De var på vej imod deres 20-års jubilæum, og mine portrætter blev en del af det. Jeg malede ni sælgere, og det endte med, at portrætterne blev solgt på Lauritz. Jeg havde netop valgt projektet med Hus Forbi, fordi det skulle handle om nogle andre end mig selv. Det var et godt formål, og det handlede om fællesskab. Jeg snakkede med dem og hørte deres historier. Det førte ting med sig, og flere havde lige pludselig hørt om mig. Det var nok også her, at jeg selv begyndte at blive mere seriøs omkring min kunst. Jeg troede pludselig på mig selv.”

Udsatte unge skal have en stemme

Jimmy arbejder med udsatte unge, og han elsker sit job. For ham er jobbet med de unge og hans malerier noget, der hænger rigtig godt sammen. Det gør det, fordi de to ting er diametrale modsætninger.

”Jeg har hele tiden insisteret på at arbejde ved siden af min kunst, Jeg er en kæmpe safe player, men jeg har også et arbejde, der er dybt meningsfuldt og som giver mig mindst lige så meget, som kunsten. Kunst kan godt være sådan lidt ’mig’ ’mig’ ’mig’, og jeg elsker min kunst, men netop det der med at have noget, der er den diametrale modsætning, hvor det handler om andre, og i det her tilfælde handler det om udsatte unge med diagnoser og problematikker. Der er en historie om mennesker, når jeg laver billeder. Det er det, der driver mig. Jeg fortæller historier med mine billeder, og det er nok også sådan, jeg opfatter mig selv – som en historiefortæller frem for portrætmaler. Det er sjovt at fortælle historien, men det er lige så sjovt at se, hvad andre mennesker ser. Vi ser jo ikke alle det samme, når vi ser på et billede. Jeg kan godt lide, når folk tager stilling til min kunst. Jeg vil helst ikke have, at folk tænker, at min kunst er pæn. Det skal helst røre noget i folk, om det så er det ene eller det andet,” fortæller Jimmy, og fortsætter: ”Jeg arbejder ofte med noget i et stykke tid, og jeg har lavet en del billeder over årene, der handler om mine elever. Ikke mange fortæller alle de gode ting om dem. Deres verden er fyldt med modstand eller folk, der ikke forstår dem. Jeg synes, at de skal have en stemme, og det er jo nok her, at historiefortælleren fra da jeg var yngre, kommer op i mig igen. Jeg vil gerne fortælle noget, der kunne være vrangsiderne af livet, eller noget af det, der kan være svært at røre ved. Det skal ikke altid være et sort, dyster og mørkt univers, men der er ikke lys, uden der er skygger - og det vil jeg gerne vise. Overfladen er nok meget dyster, men handler noget om elementer som tab og død, er det jo kun et tab, fordi man har haft noget, der er enormt værdifuldt. Altså har det også en lys side. Oplever man stor lykke, så kender man også modsætningen. Død er den eneste ting der er sikker. På et eller andet tidspunkt ophører tingene jo. Sådan er livet.”

Med i populært DR-program

Jimmy har netop deltaget i DRs program ’Danmark bedste portrætmaler’, hvilket var en stor og rigtig god oplevelse for ham.

”Det er et af mine yndlingsprogrammer, og da jeg blev spurgt, om jeg ville deltage, sagde jeg faktisk nej tak, fordi jeg ikke turde. Men så spurgte de igen, og så sprang jeg ud i det. Det var virkelig en fed oplevelse, men jeg var virkelig bange for, at jeg ikke var god nok. Jeg øvede og øvede, men det viste sig at blive en rigtig god oplevelse.”

Programmet har helt klart åbnet nogle flere døre for Jimmy, der for nylig har udstillet i Helligåndshuset på Strøget i København sammen med de syv andre portrætmalere, der var med i programmet.

”Jeg blev nok ret overrasket over den opmærksomhed, der var. Efter programmet. Vi lavede udstillingen sammen i Helligåndshuset, og det var en fed oplevelse, hvor der kom rigtig mange.”

Fernisering på Bispegården den 22. juni

Den 22. juni er der fernisering på Jimmys kunst på Bispegården i Kalundborg, hvor kommunalbestyrelsen har besluttet at inddrage den tidligere restaurant til et kunstprojekt, der skal inddrage det yngre publikum – og mon ikke, at Jimmy kan lokke den lidt yngre generation af sted på kunstudflugt.

”Det er noget helt specielt, hele min familie bor jo i Kalundborg, og der er mange mennesker, som jeg har en relation til ligesom, at der er mange gode minder herude. Kalundborg er et dejligt sted, og noget helt specielt for mig. Derfor er jeg også beæret over at få lov til at udstille her,” slutter Jimmy af med at sige.