Formidlingsture langs Kærby Å

For at imødegå udfordringerne er der udviklet en helhedsplan for Kærby Å, der fokuserer på klimatilpasninger for at reducere risikoen for fremtidige oversvømmelser.

Formidlingsture langs Kærby Å
Kalundborg Forsyning inviterer beboere og lodsejere langs Kærby Å til informative ture.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Forsyning inviterer beboere og lodsejere langs Kærby Å til informative ture, hvor de får mulighed for at lære mere om og deltage i dialog om 'Kærby Å Helhedsplanen'.

Med den forestående byudvikling og de kommende klimaforandringer står Kalundborg over for betydelige forandringer, der medfører øget vandstrøm til Kærby Å. For at imødegå disse udfordringer er der udviklet en helhedsplan for Kærby Å, der fokuserer på klimatilpasninger for at reducere risikoen for fremtidige oversvømmelser. I den forbindelse arrangerer Kalundborg Forsyning formidlingsture for at informere borgerne.

”Vi ønsker at inddrage de berørte borgere, herunder beboerne langs Kærby Å, for at få deres input. Vores tidligere erfaringer viser, at de bedste løsninger opstår gennem direkte dialog med dem, hvis hverdag vi påvirker,” siger Ole Tofthøj Rasmussen, programleder hos Kalundborg Forsyning, og fortsætter: ”Formålet med turene er at informere om de klimatilpasningsløsninger, som Kalundborg Forsyning planlægger at implementere, samtidig med at vi ønsker en dialog med deltagerne. Deres input er af stor værdi for os.

Flere løsninger i spil

Projektet, der strækker sig fra Kærby Enge til åens udløb i havnen, er et samarbejde mellem Kalundborg Forsyning og Kalundborg Kommune, og fokuserer på behovet for nye løsninger og muligheder for Kærby Å.

”Der er ikke én enkelt løsning på udfordringerne omkring Kærby Å, men derimod mange forskellige løsninger i sammenspil. Projektets formål er at minimere risikoen for oversvømmelser langs åen og i forbindelse med stormflod samtidig med, at vi ønsker at forbedre miljøtilstanden i vandløbet og den omkringliggende natur samt reducere CO2- og kvælstofs udledningen til fjorden,” forklarer Ole Tofthøj Rasmussen.

Desuden ønsker vi at skabe mere liv omkring Kærby Å, hvilket inkluderer etablering af en ny rekreativ infrastruktur langs åen og en indsats for at øge biodiversiteten,” tilføjer han.

Formidlingsturene er i første omgang målrettet de borgere, der har tilknytning til Kærby Å og har modtaget en indbydelse fra Kalundborg Forsyning. Der er i første omgang planlagt formidlingsture den 6. maj, 8. maj og 13. maj. Tid og sted kan findes på forsyningens hjemmeside kalfor.dk

Del