Forening klar med dusør efter omfattende hærværk

Den mobile Sauna tønde har fået store skader, bl.a. er hele den ene bund i tønden, som er et stort vindue, smadret og derfor har tønden mistet sin form.

Forening klar med dusør efter omfattende hærværk
Privatfoto

Af Jens Nielsen

En stort set helt ny mobil sauna tønde ved Surfsøen i Bregninge, har i weekenden været udsat for et omfattende hærværk. Nu er foreningen klar med en dusør til dem som kan være med til at opklare hærværket.

Sauna tønden er stort set helt ny, indkøbt i november sidste år og har nærmest ikke været i brug. Saunaen er betalt af bl.a. fonde og Folkeoplysningsudvalget i Kalundborg Kommune.

Lørdag aften eller natten til søndag har saunatønden været udsat for et omfattende hærværk og derfor er Vestsjællands Wake og Surf Klub klar med en dusør på 2.500 kr. til den eller dem som kan være med til at opklare hærværket.

”Vi har desværre ikke nået at få tegnet en forsikring på saunaen, derfor udlodder vi nu en dusør så vi kan få oplysninger om hvem de har gjort det. Vi tænker, at de nok har været flere om hærværket og derfor er der måske nogen som har hørt om det,” fortæller Asger Øgelund fra Vestsjællands Wake og Surf Klub.

Den mobile Sauna tønde har fået store skader, bl.a. er hele den ene bund i tønden, som er et stort vindue, smadret og derfor har tønden mistet sin form. Om saunatønden i det hele taget kan reddes er nok tvivlsomt.

Hærværket er anmeldt til Midt- og Vestsjællands Politi og personer som eventuelt har set eller hørt noget om hærværket bedes kontakte politiet på tlf. 114 eller Vestsjællands Wake og Surf Klub på E-mail: wakesurfklub@gmail.com

Omfattende hærværk på helt ny mobil sauna

Del