Flying Superkids tog Kalundborg med storm

Publikum i Kalundborg Hallerne fik søndag eftermiddag en spektakulær oplevelse, da Flying Superkids gæstede byen med deres populære show.

Flying Superkids tog Kalundborg med storm
Kalundborg Hallerne var fyldt, da Flying Superkids søndag eftermiddag bød på en hæsblæsende forestilling. Fotos: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Hallerne var fyldt, da Flying Superkids søndag eftermiddag bød på en hæsblæsende forestilling fyldt med spring, musik og imponerende akrobatik.

Publikum i Kalundborg Hallerne fik søndag eftermiddag en spektakulær oplevelse, da Flying Superkids gæstede byen med deres populære show. Den to timer lange forestilling bød på alt fra hulahopringe og breakdance til vilde balanceøvelser og trippel-saltoer, udført i et tempo, der holdt publikum på kanten af sæderne.

I alt deltog 60 børn og unge gymnaster, som på skift indtog gulvet. De optrædende er i alderen 7 til 21 år og kommer alle fra Aarhus og omegn.

En del af Gymnastikgården

Flying Superkids er flagskibet i Foreningen Gymnastikgården, en almennyttig gymnastikforening med base i Aarhus V. Alle gymnaster i Flying Superkids er medlemmer af foreningen, som arbejder målrettet med talentudvikling.

Showet er en energisk blanding af gymnastik, akrobatik, tumbling, sang, dans og ikke mindst spring, hvor gymnasterne bogstaveligt talt flyver gennem luften.

Optrådt i mere end 35 lande

For at bevare både lysten til gymnastikken og glæden ved at optræde, skiftes gymnasterne til at være blandt de cirka 30, der tager ud på turné og optræder rundt om i landet og i udlandet.

Flying Superkids begyndte tilbage i 1967 som et almindeligt gymnastikhold, men har gennem årene udviklet sig til et internationalt anerkendt gymnastikfænomen. I dag har forestillingen repræsenteret dansk gymnastiktradition i mere end 35 lande verden over.

Del