Flotte rytmiske serier, imponerende spring og farverige dragter
Kalundborg Hallerne har siden fredag aften været fyldt med høj musik, spring og rytme samt en masse glade mennesker, herunder gymnaster fra forskellige hold i hele landet.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Foråret nærmer sig, og det betyder som vanligt, at rigtig mange dygtige gymnaster samles til DGI Midt- og Vestsjællands forårsopvisning i Kalundborg Hallerne.
Kalundborg Hallerne har siden fredag aften været fyldt med høj musik, spring og rytme samt en masse glade mennesker, herunder gymnaster fra forskellige hold i hele landet. De deltager nemlig i DGI Midt- og Vestsjællands forårsopvisning, hvor omkring 3.600 gymnaster, fordelt på 64 hold, skal på gulvet.
Der var ikke mange pladser ledige i Kalundborghallerne lørdag, da forældre, bedsteforældre og gode venner var mødt talstærkt op for at følge de mange gymnastikhold på gulvet – også langvejs fra.
Nogle er til spring, andre til rytme. Nogle er små og andre større. Flotte rytmiske serier, imponerende spring og farverige dragter. Nogle er garvede gymnaster og andre er nybegyndere, men fælles for alle er passionen for gymnastikken og glæden ved at vise den frem. Og så er der mange efterskoler, der dyrker gymnastik på et virkelig højt plan.
Færre gymnaster i Kalundborg end normalt
Normalt plejer endnu flere gymnaster dog at indtage gulvet ved den store forårsopvisning i Kalundborg Hallerne. Men da Kalundborg Kommune er i gang med at renovere Hal 1, kan alle de hold, som gennem mange år har været en del af opvisningen, ikke være der i år. Arrangørerne forventer ligeså mange tilskuere i morgen søndag som i dag, når den sidste dag af den årlige forårsopvisning afvikles.