Flot opbakning til børneloppemarked

Legetøj, børnetøj, fodbolde, bamser, børnetøj og masser af andre effekter skiftede ejer i løbet af eftermiddagen.

Flot opbakning til børneloppemarked
Et af de nye tiltag var børneloppemarked torsdag eftermiddag og det var der mange som bakkede op om, både dem som ville sælge og dem som ville købe. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Igennem mange år var børneloppemarkedet på Møllebakken torsdag i byfestugen meget populært. I år er børneloppemarkedet tilbage, denne gang i Kalundborg Havnepark.

Sidste år arrangerede Louisa og Martin Løcke Hansen fra Havnegrillen byfest i Kalundborg Havnepark. Bl.a. med masser af aktiviteter for børn og barnlige sjæle.

Sådan er det også i år. Et af de nye tiltag var børneloppemarked torsdag eftermiddag og det var der mange som bakkede op om, både dem som ville sælge og dem som ville købe.

Legetøj, børnetøj, fodbolde, bamser, børnetøj og masser af andre effekter skiftede ejer i løbet af eftermiddagen.

”Der er stor opbakning, det er megafedt, vi er meget glade og folk er gode til at bakke op når vi laver noget her i havneparken,” fortæller Louisa Løcke Hansen, inden hun løber tilbage for at hjælpe i Havnegrillen, for her stod kunderne i en lang kø.

Der var i alt booket 30 stande til børneloppemarkedet i havneparken.

Eftermiddagen bød også på underholdning for de mindste med Sine og Frække Rikke. Børnene elskede Sine – eller rettere hendes skønne og meget frække dukker, der fik sagt alt det, man ikke må sige.

Del