Flere tog til Kalundborg

Flere tog til Kalundborg

Flere tog til Kalundborg

Det skal være nemmere, hurtigere og billigere at komme ind og ud af Kalundborg kommune.

Det er ingen hemmelighed, at biltrafikken sander til i Kalundborg. Det skal der selvfølgelig findes en trafikal løsning på. Men i vores fokus på motorveje og trafikkryds, må vi ikke glemme toget. For der er plads til flere, hurtigere og meget gerne billigere tog til og fra Kalundborg. Det skal vi udnytte.

Vi foreslår i al sin enkelthed, at der indsættes flere myldretidstog, så man har halvtimesdrift til og fra Kalundborg. Sammen med Radikale Venstres forslag fra august 2025 om billigere, grønne og nemmere og kollektiv trafik, der foreslår både flere tog og en markant nedsættelse af billetprisen, vil det få Kalundborg tilbage som attraktiv togdestination.

For tog kan noget. Både for dem, der ønsker at bo i Kalundborg kommune og arbejde i København eller på strækningen Roskilde, Holbæk, og for dem der skal ind til de mange arbejdspladser i Kalundborg by.

Tog er vigtigt for erhvervsudviklingen: Kalundborg Station Øst blev indviet tilbage i 2018 efter at det med blandt andet Radikalt lokalt lobbyarbejde lykkedes at få statslige midler til udviklingen af togtrafikken i provinsen. Stationen har siden udviklet sig til at være en gigantisk succes for pendlere, Kalundborg by og ikke mindst DSB, som hver morgen sætter flere hundrede pendlere af på stationen. Succesen bygger på udviklingen omkring Station Øst hvor Stejlhøjkvarteret udvikles i en rivende fart med Campusudbygning, butikker og udviklingen af industrien. En nemmere togadgang til arbejdspladsen giver mere plads på vejene.

Tog er vigtig for bosætningen: En stabil og hyppig togdrift er altafgørende for dem, der pendler til arbejde f.eks. i København. Et tog i timen duer ikke, hvis man f.eks. har børn der skal hentes for enden af togturen. Omvendt vil muligheden for at tage toget frem for bilen gøre det endnu mere attraktivt at bosætte sig i Kalundborg kommune, selvom man har arbejde tættere på hovedstaden. Flere tog er også lig med bedre vilkår for bosætning.

Og vi er heldigvis godt i gang. Det forlyder at næste års køreplan allerede indeholder flere afgange, og det er godt, men ikke godt nok. Banen er i gang med at blive elektrificeret med afslutning af projektet i 2027 og der er planer om hastighedsopgraderinger, så togturen kan komme ned på omkring en time med de elektriske toge. Der er også planer om at hovedrenovere Kalundborg station. Det er alt sammen vigtige tiltag. Lad os holde presset for de flere afgange og lavere priser (især for studerende) og fortælle alle at det er vigtigt, så forbedringerne kommer til at ske.

Line-Maj Stranges, pendler og KV-25 kandidat for Radikale Venstre

Mette Hvid Brockmann, togentusiast og KV-25 kandidat for Radikale Venstre

Del