Flere hundrede til møde om genopretningsprojekt i Sejerøbugten
Over de kommende fem år skal der blandt andet plantes ålegræs, udsættes en halv million torsk og etableres op mod seks hektar blåmuslingebanker og 6.000 kubikmeter stenrev i Sejerøbugten.
Af Jens Nielsen
I ét af Danmarks største naturprojekter i havet nogensinde vil WWF Verdensnaturfonden, sammen med en række partnere, genoprette havnaturen i Sejerøbugten over de kommende fem år. Lørdag var flere hundrede samlet til informationsmøde sammen med miljøminister Magnus Heunicke.
For mindre end 100 år siden var Sejerø Bugt i det nordøstlige Sjælland fuld af liv. Ålegræsset voksede vildt, mens blåmuslingebanker og enorme stenrev prægede bugten. Tilsammen gav det liv til store fiskebestande, lige som både sæler og blåfinnede tun var regelmæssige besøgende. Men årtiers massivt stenfiskeri og bundtrawl kombineret med kvælstofudledning fra land har ødelagt levesteder og kraftigt reduceret antallet af fisk i Sejerøbugten.
Den natur skal nu genoprettes i det, der bliver ét af Danmarks største naturgenopretningsprojekter til havs. Over de kommende fem år skal der blandt andet plantes ålegræs, udsættes en halv million torsk og etableres op mod seks hektar blåmuslingebanker og 6.000 kubikmeter stenrev i Sejerøbugten. Det vil alt sammen understøtte genopretningen af bugten.
Lørdag var der så inviteret til informationsmøde på Gudminderup Strand og her mødte mindst 400 borgere op.
Blandt talerne til dagens arrangement var miljøminister Magnus Heunicke og han sagde bl.a.
”Førhen var det sådan, at naturen var til for menneskets skyld og ikke for sin egen skyld og det er det vi nu skal have rettet op på. Projektet handler om at give tilbage til havet og genskabe det vi har mistet. Havet er Danmarks største miljøproblem og det er ikke verdens nemmeste lige at få det ændret. Der skal store vigtige ting til at ændre det, vi vil vande den udvikling.”
En halv million torsk
Når selve genopretningen går i gang, skal der blandt andet lægges op mod 60.000 kubikmeter sten ud i havet. De skal erstatte de op mod 14 millioner tons, som gennem tiden er suget og fisket, særligt i perioden fra 60'erne til 80'erne.
Næste skridt bliver at udplante omkring en hektar ålegræs. Det er Syddansk Universitet, der står for den del af projektet og så skal der udlægges 4-6 hektar muslingebanker sammen med DTU og det bliver også DTU som kommer til at stå for udsætningen af en halv million unge torsk.