Flere børn vokser op i fattigdom i Kalundborg

Det svarer til, at der i gennemsnit sidder mellem ét og to børn i hver skoleklasse, som lever i familier, hvor økonomien ikke rækker til basale behov som fritidsaktiviteter, ordentligt tøj eller fødselsdagsgaver.

Flere børn vokser op i fattigdom i Kalundborg
Antallet af børn, der vokser op i fattigdom, er stigende i Kalundborg Kommune. Modelfoto: Red Barnet.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-klaundborg.dk

Andelen af børn i fattigdom stiger – Red Barnet Kalundborg opfordrer politikere og erhvervsliv til handling.

Antallet af børn, der vokser op i fattigdom, er stigende i Kalundborg Kommune. Nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at andelen af børn i fattigdom er steget fra 6,2 til 6,6 procent på blot ét år.

Det svarer til, at der i gennemsnit sidder mellem ét og to børn i hver skoleklasse, som lever i familier, hvor økonomien ikke rækker til basale behov som fritidsaktiviteter, ordentligt tøj eller fødselsdagsgaver.

Lokale familier mærker presset

Hos Red Barnet Kalundborg møder man hver uge familier, der kæmper for at få økonomien til at hænge sammen.

”Det er forældre, der gør alt, hvad de kan for at give deres børn et godt liv, men hvor stigende priser og presset økonomi gør det svært at få enderne til at mødes,” fortæller Louise Würtz Munch, kommunikationsleder i Red Barnet Kalundborg.

Konsekvensen er, at mange børn må undvære oplevelser og fællesskaber, som deres jævnaldrende tager for givet.

Opfordring til politisk handling

Red Barnet Kalundborg mener, at børnefattigdom og social ulighed bør være et centralt tema ved det kommende kommunalvalg.

”Selvom der nationalt er taget politiske initiativer, viser tallene, at børnefattigdom fortsat er en voksende udfordring – også lokalt,” siger Louise Würtz Munch.

Organisationen opfordrer derfor alle lokale kandidater til at tage stilling til, hvordan de vil arbejde for, at børn i udsatte familier får bedre muligheder for trivsel, fællesskab og udvikling.

Politikere, der ønsker at få indsigt i Red Barnets arbejde, er velkomne til at kontakte foreningen for at få data, viden og konkrete anbefalinger.

Lokale virksomheder gør en forskel

Samtidig fremhæver Red Barnet Kalundborg de lokale virksomheder, der allerede støtter organisationens arbejde.

”Deres bidrag gør det muligt at skabe konkrete aktiviteter for børn og familier – og det gør en mærkbar forskel i hverdagen,” understreger Louise Würtz Munch.

Andre virksomheder, der ønsker at tage socialt ansvar og bidrage til at mindske uligheden blandt børn, kan kontakte Red Barnet Kalundborg direkte på louim@frivillig.redbarnet.dk

Sammen for et Kalundborg uden børnefattigdom

Med de nye tal håber Red Barnet Kalundborg at sætte fokus på, at børnefattigdom ikke kun er et nationalt problem – men et lokalt ansvar.

”Vi kan kun skabe forandring, hvis vi står sammen – politikere, virksomheder og borgere. Ingen børn skal vokse op i fattigdom i Kalundborg,” afslutter Louise Würtz Munch.

Del