Flere afgange og bedre forbindelser på vej
Region Sjælland har netop vedtaget den sidste trafikplan, inden regionen bliver en del af den nye Region Østdanmark i 2027.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Ny trafikplan for 2026 sikrer kortere rejsetid, flere busser og forbedrede muligheder for pendlere og studerende – trods stigende udgifter.
Region Sjælland har netop vedtaget den sidste trafikplan, inden regionen bliver en del af den nye Region Østdanmark i 2027. Trafikplanen for 2026 sikrer, at borgerne både får flere afgange, kortere rejsetid og bedre forbindelser til uddannelse og arbejde – på trods af stigende driftsomkostninger.
”Vi binder byerne tættere sammen”
Regionsrådsformand Trine Birk Andersen glæder sig over, at regionen kan fastholde og samtidig udbygge den kollektive trafik.
“Jeg er rigtig glad for, at vi kan holde fast i den kollektive trafik, som så mange er afhængige af – og samtidig udbygge og gøre den endnu bedre. For mange er busser og tog den daglige vej til uddannelse, arbejde og fritid, og det er med til at binde vores byer sammen,” siger Trine Birk Andersen.
“Det betyder også, at folk i de mindre byer fortsat har gode muligheder for at komme ind til de større byer. Det er helt afgørende for, at vores region kan udvikle sig og være et attraktivt sted at bo.”
Flere afgange og kortere rejsetid
I 2026 bliver det lettere og mere fleksibelt at komme rundt i Region Sjælland. Trafikplanen indeholder en række konkrete forbedringer:
- Buslinje 420 (Slagelse–Holbæk) får timesdrift om aftenen og i weekenderne, og alle ture kører via Dianalund. Ændringen giver især unge bedre adgang til uddannelsessteder i Slagelse og Holbæk.
- Buslinje 102A (Køge–Præstø) får permanentgjort sin omlægning, som har reduceret rejsetiden til København med op til 23 minutter og øget passagertallet med 12 %.
- Buslinje 620R (Næstved–Præstø) får ændret rute, så den betjener uddannelsesinstitutioner og kasernen bedre– og forventes at øge passagertallet med 30 %.
- Østbanen får en ny køreplan fra december 2026, der giver togpendlere mere fleksibilitet.
Nye forsøg og udvidelser på vej
Som en del af det videre arbejde har Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde afsat 8 millioner kroner til nye tiltag i 2025–2026, herunder:
- 2-årigt forsøg med timesdrift alle dage på buslinje 540 (Holbæk–Ringsted)
- Forlængelse af buslinjerne 460R (Slagelse–Ringsted) og 420 (Slagelse–Holbæk), så de betjener uddannelsessteder mere direkte
- Natbetjening på Odsherredsbanen og Østbanen fra sommeren 2026 – i første omgang med busser, senere med tog
- Permanent opgradering af buslinjerne 240 (Ringsted–Roskilde) og 680 (Næstved–Ringsted) til R-busser med flere afgange
Et stærkt udgangspunkt før Region Østdanmark
Formand for Udvalget, Christian Wedell-Neergaard, mener, at Region Sjælland står stærkt før sammenlægningen med Region Hovedstaden.
“Vi har i de seneste år styrket og udbygget den regionale kollektive trafikbetjening – fra indkøbet af 24 nye batteritog til opgraderingen af buslinjer til R-net og forsøg med nye mobilitetsløsninger i tyndt befolkede områder. Der er sket helt utroligt meget, og jeg synes, vi står et godt sted, inden vi går ind i den nye Region Østdanmark,” siger han.
Fakta: Trafikplan 2026 i tal
- Budget: 431,8 mio. kr. i 2026
- Heraf 7,4 mio. kr. i engangsudgift til nyt rejsekortsystem
- Stigende CO₂-afgifter dæmpes løbende med omstilling til elbusser og batteritog
- Regionale linjer:
- 4 lokalbaner (Østbanen, Odsherredsbanen, Tølløsebanen, Lollandsbanen)
- 1 S-buslinje, 13 R-buslinjer og 16 øvrige regionale buslinjer
- Forbedringer i 2026:
- Bus 420 via Dianalund – bedre adgang til uddannelse
- Bus 102A – rejsetid til København reduceret med 23 minutter
- Bus 620R – 30 % flere passagerer forventes
- Bus 240 og 680 – opgraderes permanent til R-net
- Østbanen – ny køreplan fra december 2026