Flere ældre er blevet franarret penge og smykker
Flere ældre personer er blevet svindlet i blandt andet Kalundborg.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Flere ældre personer er blevet svindlet til at udlevere kort, kontanter og smykker i både Kalundborg og Holbæk.
Tirsdag omkring kl. 16 anmeldte en 66-årig kvinde fra Kalundborg, at hun havde været udsat for bedrageri. Kvinden var blevet narret af svindlere til at udlevere sit betalingskort, flere guldsmykker samt 20.000 kr. i kontanter til en mand, der dukkede op på hendes bopæl. Det er uvist, om hendes hævekort er blevet misbrugt.
Manden, der dukkede op på kvindens bopæl beskrives som: 170-180 cm, Kropsbygning: Kraftig, hårfarve: Sort, yderligere kendetegn: Havde et stort sort skæg, talte: Dansk, iført: En form for uniform.
Senere samme dag modtog politiet endnu en anmeldelse om svindel fra en 81-årig kvinde fra Holbæk, som var blevet overtalt til at udlevere 16.000 kr. i kontanter samt flere guldsmykker. Gerningsmanden beskrives som: Mand, høj, mørk i huden, sort skæg, sort hår.
Kort før kl. 18 modtog politiet en anmeldelse fra en pårørende til et ældre ægtepar i 80’erne fra Kalundborg, der omkring kl. 16 var blevet udsat for svindel, og i den forbindelse havde de udleveret hævekort og smykker til en ukendt mand, der beskrives som kraftig og med fuldskæg.
Politiet efterforsker sagerne. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport onsdag.