Fjerde generalsejr i streg og sort uheld på Korsika

To forskellige skæbner overgik Glad Sports mandskaber i weekendens rally i henholdsvis Sønderjylland og på Korsika.

Fjerde generalsejr i streg og sort uheld på Korsika
Forholdene for Jakob Madsen og Line Nedergaard var helt specielle under Rallye Terra d’Aléria.

Af Jens Nielsen

Mens Kenneth Madsen/Mette Felthaus tog deres fjerde generalsejr i streg i Dansk Super Rally, blev Jacob Madsen/Line Nedergaard ramt af sort uheld på Korsika.

Efter en intens kamp mod stopuret i weekenden kunne Kenneth Madsen/Mette Felthaus lad sig kåre som vindere af Rally Sønderjylland og tage den fjerde generalsejr i streg i Dansk Super Rally i deres Citroën C3 Rally2.

”Det var et virkeligt godt løb med nogle fine hastighedsprøver, og så blev vi konstant presset af Simon Vallentin og Karsten Isaksen,” siger Kenneth Madsen, og Mette Felthaus fortsætter:

”Vi har haft en intens kamp, og det at Simon og Karsten har pustet os i nakken, har været med til, at vi har ydet vores bedste. Det var megafede prøver og fedt at være andenkører. Der har virkelig været kød på dem, og det skal klubben have ros for. Jeg er generelt ikke fortaler for rundbaner, men disse her var gode. Det var ikke kun mig, men også Kenneth, som hele tiden skulle levere.”

Kenneth Madsen/Mette Felthaus fra Glad Sport i Kalundborg endte med af vinde tre af de otte hastighedsprøver og være næstbedst på de fem andre.

Mens Kenneth Madsen/Mette Felthaus havde pokaler hjem fra det sønderjyske, var det kun oplevelsen og erfaringen, som Jacob Madsen/Line Nedergaard fik med sig fra Rallye Terra d’Aléria på de korsikanske grusveje.

Midt på den første hastighedsprøve fredag fik holdet en punktering. Og efter en kilometers kørsel på den næste fik man endnu én.

”Vi havde stadig 20 km hastighedsprøver, vi skulle køre, og hvis vi bare havde fortsat, havde vi helt sikkert splittet bilen totalt ad,” siger Jacob Madsen. Danskerduen var det eneste hold blandt deltagerne i Stellantis Cuppen, som på førstedagen blev ramt af punkteringer. ”Der var meget dybe spor på grusvejene, og flere steder kører du nærmest på dæksiderne,” fortæller Line Nedergaard. ”Der er ikke noget at gøre ved sådan noget. Det var noget helt andet, hvis vi havde begået fejl, men to punkterede dæk kan du ikke holde for.”

Holdet fik lov til starte i lørdagens fire hastighedsprøver, men udenfor konkurrence.

”Jeg var klar til at fortsætte. Det var mekanikerne også, for de havde jo taget den lange vej med rallybilen på slæb efter kassevognen, og man ved jo ikke, hvornår man får muligheden for at køre rally i sådanne omgivelser igen,” siger Line Nedergaard.

”Jeg skulle trækkes op, for jeg manglede lidt gnisten, når jeg vidste, at der ikke var noget at køre om,” siger Jacob Madsen. ”Vi startede nu blandt de langsomste i Stellantis Cuppen, og på blandt andet en 24 km lang prøve, blev vi fanget i støv. Det var tæt på, at vi næsten holdt stille, fordi vi intet kunne se i støvet fra holdet foran os.”

I deres Peugeot 208 Rally4 lykkedes det dog mandskabet to gange at sætte hurtigste blandt alle i klassen.

Flotte resultater

Lørdagens 2. afdeling af Dansk Super Rally i Sønderjylland med Rallycentrum i Aabenraa, havde også andre mandskaber fra Kalundborg og Omegns Motorklub til start.

Simon Vallentin / Karsten Isaksen, Hyundai I20 N Rally2, sluttede som nr. 2 generelt og nr. 2 i deres klasse efter en hård sekunddyst med Kenneth Madsen / Mette Felthaus.

Jesper Bisted / Arly Larsen, Citroen DS3R5, kørte en 8. plads hjem generelt og sluttede som nr. 4 i klassen.

Det blev tile n klassesejr for Jacob Egholm / Sarah Haulrik, Renault Clio Rally5, og en plads som nr. 12 generelt, mens Claus Lanther / Mogens Gotlob, Peugeot 206, sluttede som nr. 2 i deres klasse og som nr. 16 generelt af de 48 startende hold.

Del