Fire unge sigtet for grov vold mod 16-årig

Det drejer sig om fire unge mænd, en på 16 år, en på 17 år samt to på 18 år, der har tildelt en 16-årig ung mand flere slag og spark.

Fire unge sigtet for grov vold mod 16-årig
Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@rtv-kalundborg.dk

Onsdag eftermiddag fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om vold mod en ung mand på Kalundborg Station.

Det drejer sig om fire unge mænd, en på 16 år, en på 17 år samt to på 18 år, der har tildelt en 16-årig ung mand flere slag og spark, og de unge mænd tog kvælertag på den 16-årige. Han blev efterfølgende behandlet på skadestuen, men fik ingen livstruende skader. Hændelsen fandt sted i ventesalen på Kalundborg Station.

Episoden skete omkring kl. 15.30 onsdag eftermiddag, men de mistænkte havde forladt stedet, da politiet nåede frem til ventesalen. I første omgang lykkedes det ikke politiet at finde frem til de fire overfaldsmænd, men lige efter kl. 18 sad patruljen og skrev rapporter på Kalundborg politistation, da fire unge mænd gik forbi udenfor. Signalementet på de fire unge mænd passede så godt på de fire mistænkte mænd, og de blev alle stoppet og anholdt.

Sagen blev efterforsket, og der blev fundet mistankegrundlag nok til at fremstille de fire anholdte i grundlovsforhør. De fire unge mænd fremstilles i grundlovsforhør i dag, torsdag, kl. 13 i Retten i Holbæk. De er sigtet for grov vold mod den 16-årig unge mand. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi torsdag morgen.

Del