Fine rammer giver ikke nødvendigvis godt teater

Fine rammer giver ikke nødvendigvis godt teater

Hvor er det dejligt, at der er så stor opbakning til scenekunsten i Kalundborg kommune. Mere præcist: en livlig debat om et nyt teater/kulturhus: hvor stort? hvor henne? hvordan og hvorledes?

Gennem mine 15 år som teaterproducent og -direktør har jeg været med til at lave scenekunst på de mærkeligste scener. Fra en kælder i Nyhavn (med bl.a. skuespillerne Lars Brygmann og Sidse Babett Knudsen), fuldt program i en ombygget biograf på Nørrebro, hvor vi lagde hus til alt fra Ditte Hansen til Kim Larsen, til Kedelsmedjen på Holmen, hvor vi lavede nycirkusforestillingen Havfruen, der i 2005 vandt Reumert-prisen for årets forestilling. Jeg mindes i al den tid ikke at have produceret en forestilling, under hvad der kunne ligne optimale vilkår, tværtimod. Og som turnerende teater har vi også altid skulle indstille os på at vinkle forestillingerne til nye forhold, klemme os sammen til mindre scener, folde os ud på de store. Der blev stort set altid lavet teater på trods, og altid blev rammerne presset til det yderste. Sådan er det med kunsten…

Jeg vil elske at Kalundborg får et fuldt, selvproducerende teater. Gerne med 500 pladser (men 250 kan også gøre det), 8 meter scenetårn, bagscene, værksteder, teaterbar og hele udtrækket. Og det kan også være vi får det. Men det værste vi kan gøre i dag, er at bygge rammerne, før vi har indholdet. Det koster virkelig mange ressourcer at skabe liv i en teaterbygning. Det kræver sit hold at tiltrække de rigtige kunstnere, etablere et kreativt miljø, holde en høj professionel standard. Og publikum kommer heller ikke af sig selv. Tværtimod. Det tager mange arbejdstimer og mange år, at udvikle en institution, der både fungerer som kunstnerisk arbejdsplads og som et efterspurgt kulturtilbud året rundt. Tro mig, jeg ved hvad jeg taler om.

Så er vi klar til et egenproducerende teater i Kalundborg? Er vi klar til en institution, der skal sammensætte og effektuere et fuldt program, som kan fylde stolene året rundt? Det tror jeg godt, at vi kan blive. Men vi må ikke starte med nye, dyre rammer. Det bedste vi kan gøre nu, hvor kulturopmærksomheden er vækket, er at fylde de rammer, vi allerede har/snart får - til bristepunktet. Finde ud af, hvad der virker og hvad vi gerne vil have mere af. Spotte og løfte de mennesker, der kan løfte Kalundborgs scenekunst ind i fremtiden. Jeg vil foreslå at vi starter med vores deltagende teatermiljø, som står stærkt i Kalundborg, og lader det være platformen for en scenekunstnerisk udvikling.

Vi kunne sætte os det mål, at alle de børn og unge, der i disse år heldigvis får flere muligheder for selv at lave teater, fremover skal have endnu bedre mulighed for både at udfolde sig i scenekunsten og opleve scenekunstneriske præstationer fra ind- og udland.

Lad os derfor blive ved med at tale om det vi godt kunne tænke os, og hvad er skal til for at vi kan nå vores drømme. Og lad os endelig starte med indholdet, så skal vi nok få en scene at træde op på.

Mette Hvid Brockmann, tidligere teaterdirektør, kandidat i offentlig driftsøkonomi og kandidat til KV-25 for Radikale Venstre.