Fik tildelt pris for 6. gang i træk

Det er sjette år i træk, at de bliver kåret til Årets Succesvirksomhed.

Fik tildelt pris for 6. gang i træk
Ejerne af Multi-Tech Esben Christensen, Niels Jørgensen, Thomas Aunsbak og Ricco Lind Hansen har netop modtaget Spar Nords pris 'Årets Succesvirksomhed" for 6. gang i træk. Foto: Gitte Korsgaard

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Onsdag middag modtog Kalundborg-virksomheden Multi-Tech endnu en pris – nemlig Spar Nords 'Årets Succesvirksomhed'.

Faktisk er det sjette år i træk, at de bliver kåret til Årets Succesvirksomhed.
Desuden har datterselskabet AGJ, som Multi-Tech A/S har opkøbt, også modtaget prisen som Årets Succesvirksomhed.

Stolte over at vinde prisen for 6. gang i træk

Medejer Niels Jørgensen er sammen med de tre andre ejere, Esben Christensen, Ricco Lind Hansen og Thomas Aunsbak stolte over, at de for sjette år i træk har fået tildelt den fornemme pris fra Spar Nord.

”Vi er da selvfølgelig meget glade for og stolte over, at vi for sjette gang modtager sådan en fin pris,” siger medejer af Multi-Tech, Niels Jørgensen.

Multi-Tech A/S er en el-installatørvirksomhed med hovedsæde i Kalundborg og afdelinger i Sorø og Holbæk. Siden etableringen i 2005 har virksomheden udviklet sig til en af regionens mest markante aktører inden for elinstallation, med fokus på kompetenceudvikling, lærlingeuddannelse og bæredygtig vækst.

SparNord Årets Succesvirksomhed

Spar Nord uddeler ikke "årets succesvirksomhed" som en enkelt national pris, men tildeler en ærespris til de 1.000 bedste danske virksomheder, der udviser imponerende vækst og økonomisk succes. Prisen gives altså til de 1.000 mest succesfulde små og mellemstore virksomheder i Danmark ud af et samlet antal på over 300.000. Prisen er i øvrigt et initiativ mellem Spar Nord og BDO.

”Virksomhederne skal have vist en flot, stabil og vedvarende vækst i både toplinje og bundlinje over flere år. Der lægges ligeså vægt på soliditetsgrad og vækst i soliditeten, hvilket indikerer økonomisk robusthed. Prisen anerkender også virksomhedernes evne til at skabe og sikre arbejdspladser,” står der bl.a. om prisen.

Multi-Tech A/S kan ydermere også bryste sig af flere flotte anerkendelser. Virksomheden har netop modtaget sin tredje Børsen Gazelle.

Del