Festlig fejring af pensionistforenings 85-års jubilæum

Kalundborg Senior- og Pensionistforening har 325 medlemmer og selv om foreningen nu er blevet 85 år betyder det ikke, at aktivitetsniveauet er faldet, tværtimod.

Festlig fejring af pensionistforenings 85-års jubilæum
I forbindelse med 85-års dagen blev Palle Christiansen udnævnt til æresmedlem. Foto: Ole Sørensen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Senior- og Pensionistforening har netop markeret deres 85-års jubilæum ved en stor fest i Årby Forsamlingshus. Trods alderen på 85 år er foreningen særdeles aktiv.

Siden 1939 har Kalundborg Senior- og Pensionistforening arbejdet for at sikre sociale aktiviteter, der er med til at styrke det sociale liv og sunde fællesskaber for pensionister og efterlønsmodtagere.

I år er det 85 år siden foreningen blev stiftet og det blev fejret med en stor fest med over 100 deltagere i Årby Forsamlingshus. Her blev der budt på festmiddag, musik ved Thopper og underholdning med ’Madammerne’, også kendt fra FIF-revyen i Fuglede Forsamlingshus.

I forbindelse med 85-års dagen blev Palle Christiansen udnævnt til æresmedlem.

”Palle har været med i bestyrelsen i 19 år, heraf flere år som formand, har gør et kæmpe arbejde for foreningen og selv om han er blevet 84 så er han den mest aktive i bestyrelsen,” fortæller Ole Sørensen, næstformand i Kalundborg Senior- og Pensionistforening.

Mange aktiviteter

Kalundborg Senior- og Pensionistforening har 325 medlemmer og selv om foreningen nu er blevet 85 år betyder det ikke, at aktivitetsniveauet er faldet, tværtimod.

Mandag formiddag er der tilbud om dans og om eftermiddagen er der fællessang. Den 1. tirsdag i måneden er der bankospil. Onsdag formiddag er der strikkeklub og om eftermiddagen spilles der kort. Torsdag er der madlavning for mænd på Rynkevangskolen og så bliver der lavet en række festlige sammenkomster.

”I år har vi også levet en ferietur til Mallorca, her var der 49 som deltog og til næste år skal vi til Kreta, så der er nok at se til,” fortæller Ole Sørensen.

De fleste af de mange aktiviteter afholdes i Årby Forsamlingshus, som nærmest er en slags klubhus for foreningen.

Del