Fest og farver i Hvidebækhallen

Det er i år syvende år, at Ældrefesten bliver afholdt i Hvidebækhallen, og de sidste fire år har der været helt udsolgt meget hurtigt efter, at billetterne blev sat til salg.

Fest og farver i Hvidebækhallen
Ruth og Poul Nautrup har været med til Ældrefesten lige siden dens begyndelse. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Torsdag eftermiddag fejrede Ældrefesten sit 15-års jubilæum med den årlige ældrefest i Hvidebækhallen, hvor stemningen var i top.

Det var, som sædvanligt, en fyldt hal, der dannede rammerne om Ældrefesten, som Vestsjællands Venner, med Niels Erik Sørensen i spidsen, står for - og i øvrigt har stået for de sidste15 år.

Det er i år syvende år, at Ældrefesten bliver afholdt i Hvidebækhallen, og de sidste fire år har der været helt udsolgt meget hurtigt efter, at billetterne blev sat til salg. Det var da også en fyldt hal med glade mennesker, der snakkede, spiste og dansede torsdag eftermiddag.

Har været med lige fra begyndelsen

89-årig Poul og 83-årig Ruth Nautrup har været med til Ældrefesten siden Vestsjællands Venner, med Niels Erik Sørensen i spidsen, begyndte med arrangementet for 15 år siden. Faktisk før da - helt tilbage til, da Kalundborg Kommune afholdt Ældrefest.

”Vi har været med helt tilbage til dengang, hvor kommunen afholdt. Men vi er meget glade for at have været en del af Ældrefesten de sidste 15 år. Vi har altid gået til dans, og danser stadig meget. Jeg fylder 90 år næste gang, og jeg er så heldig at have en ung hustru, der kun fylder 84 år,” fortæller Poul Nautrup, der bliver suppleret af sin hustru: ”Det er skønt at komme ud, hvor der bliver spillet musik, og man kan danse. Her passer musikken også til os. Det kunne være skønt, hvis der var endnu flere af den slags arrangementet for de ældre. Mange ældre sidder bare hjemme.”

Gav donation til Ældrefesten

Michael Skovgaard Rasmussen fra Meny Kalundborg var forbi med en donation. Derudover skulle han også sikre sig, at alt var, som det skulle være med maden, da det var Meny Kalundborg, der stod for den.

”Vi er meget taknemmelige for, at Peter og Michael har givet 25.000 kr. til hjælp til at holde prisen på maden nede i år, og så har de allerede nu lovet 10.000 kr. til Ældrefesten næste år. Tusind tak,” sagde Niels Erik Sørensen til Michael Skovgaard Rasmussen.

Næste års Ældrefest i Hvidebækhallen bliver torsdag den 5. februar.

Del