Beskyttelse af drikkevandet: Et nationalt forbud kunne være løsningen

Ny analyse peger på, at der bør være et nationalt forbud mod blandt andet sprøjtemidler og nitrat i de områder, hvor grundvandet er sårbart. Det vil være et stort skridt for at fremtidssikre drikkevandet. 

 Beskyttelse af drikkevandet: Et nationalt forbud kunne være løsningen
Jakob Beck Jensen oplyser, at man er godt i gang med at indgå aftaler om beskyttelse af de boringsnære beskyttelsesområder - et arbejder, der skal være færdigt i foråret 2027. Foto: Jens Nielsen

Beskyttelsen af drikkevandet har indtil nu slået fejl. Det er konklusionen i Miljø- og Ligestillingsministeriets netop offentliggjorte analyse, der ser på, hvad der skal til for at fremtidssikre grund- og drikkevandet.

Analysen peger på, at der kan være behov for at forbyde sprøjtning, gødskning og jordudlæg dér, hvor grundvandet er sårbart.       

“I Danske Vandværker har vi længe efterspurgt en samlet plan for fremtidens drikkevand. Jeg er derfor meget glad for endelig at have fået analysen i hånden. I Danske Vandværker ser vi nu frem til de kommende politiske drøftelser, så drikkevandet kan blive beskyttet, uanset hvor i landet man bor. Det er et vigtigt skridt på vejen, så også vores børn og børnebørn kan drikke rent, godt vand fra hanen,” siger Lise Lotte Toft, direktør i Danske Vandværker.

Lise Lotte Toft glæder sig til at nærlæse analysens konklusioner og de forskellige scenarier for forbud og den samlede indsats, der skal til for at komme i mål med drikkevandsbeskyttelsen. 

Langt fra nok
I analysen peges der på, at intensiv landbrugsdrift ikke kan forenes med den nødvendige fremtidssikring af grundvandet. Staten har igennem årtier tilladt udledninger fra blandt andet landbruget, som grundvandet reelt ikke kan holde til.

Analysen konkluderer entydigt, at indsatsen hidtil har været helt utilstrækkelig: Kun 1,5 procent af det areal, det var vigtigt at beskytte, er blevet sikret over de seneste 27 år. I 2024 blev der fundet rester af pesticider i over halvdelen af de undersøgte boringer.

Kalundborg Kommune er oppe på over 30 % indgåede BNBO-aftaler

Fra 1. juli 2024 blev det lovpligtigt, at kommunerne skulle meddele et påbud eller forbud de steder, hvor det ikke er muligt at indgå en frivillig BNBO-aftale. BNBO står for boringsnære beskyttelsesområder. BNBO-aftalerne handler netop om at der ikke må sprøjtes i et areal omkring vandboringer.

I Kalundborg Kommune havnede man næsten i fedtefadet sidste år, fordi man var kommet bagud med at lave aftaler omkring BNBO, og det blev miljøminister Magnus Heunicke så tosset over, at han ville melde 25 kommuner, deriblandt Kalundborg Kommune, for lovbrud. 

Sådan endte det ikke helt for Kalundborg Kommune, der fik svunget sig over målstregen og kom i mål med at have 22% af deres aftaler på plads i sommer. 

Nu er Kalundborg Kommune oppe på over 30%, nærmere tættere på 50% indgåede aftaler.

PÅ et kort, som man vinder på Miljøministeriets hjemmeside, kan man se, at Kalundborg har indberettet mellem 20 og 39% af aftalerne. 

Det bekræfter formand for Teknik- og  Miljøudvalget, Jakob Beck Jensen.

"Der har været kritik af, at der er indgået meget få frivillige aftaler. Sådan er det også her i Kalundborg. Jeg tror, vi har mellem 5 og 10 frivillige aftaler. Det er ikke ret mange, men problemet går på, at det er vandværkerne, der skal indgå aftalerne og de er bange for at komme til at betale for meget i erstatning, mens landmændene er bange for at få for lidt," siger Jakob Beck Jensen. 

I alt skal der indgås 104 aftaler. 

Større indsats

Planen er, at man er færdig med at lave aftalerne omkring BNBO'erne i foråret 2027. Men Den Grønne Trepart og Grundvandsparker kommer oven i det arbejde.

"Vi skal kigge på grundvandsparkerne, som er større arealer, der skal beskyttes, så der er vi nødt til at kigge både på Den grønne Trepart og skovrejsning. Det er et vigtigt område. Vi skal beskytte vores drikkevand," slår Jakob Beck Jensen fast. 

Miljøminister vil have sprøjteforbud

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten sagt, at han vil have et sprøjteforbud på de områder, hvor der er store drikkevandsinteresser i undergrunden, hvilket regeringspartiet Moderaterne også vil have, lige som Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Alternativet også bakker op.

Del