Familietradition gav milliongevinst til kvinde fra Kalundborg Kommune

I hendes familie har både oldemor, mormor og mor tidligere haft lodder i lotteriet.

Familietradition gav milliongevinst til kvinde fra Kalundborg Kommune
En kvinde fra Kalundborg Kommune har vundet 1.003.030 kroner i Klasselotteriet.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

En kvinde fra Kalundborg Kommune har vundet 1.003.030 kroner i Klasselotteriet. I hendes familie har både oldemor, mormor og mor tidligere haft lodder i lotteriet.

Det tog nogle dage, før gevinsten for alvor gik op for kvinden, fortæller hun til Danske Spil.

”Jeg troede først, at det var løgn, så der gik nogle dage, inden det gik op for mig. Det er fedt. Og så er det underligt på en eller anden måde,” fortæller hun.

Gennem generationer

For kvinden er Klasselotteriet en familietradition, der går flere generationer tilbage.

”Grunden til, at jeg overhovedet har lodder i Klasselotteriet, er, at min oldemor havde lodder, min mormor havde lodder og min mor havde lodder. Og så tænkte jeg, at jeg da også skulle have nogen. Det er en familietradition, som jo går mange år tilbage,” siger hun.

Hun spiller dog ikke på de samme lodder, som hendes oldemor havde.

”Man kan godt sige, at jeg spiller med i Klasselotteriet, fordi det er en familieting. Men det er ikke min oldemors numre, jeg har, for de gik på et tidspunkt i arv til nogle andre,” siger hun.

Det gør hende ikke noget i dag. Om de lodder, familien tidligere havde, siger hun: ”Der var aldrig nogen af dem, der vandt det store.”

Del