Familiedag på golfbanen

Nu er der igen mulighed for at kigge forbi og prøve kræfter med sporten, hvis man er nysgerrig. 

Familiedag på golfbanen
Der er Familiedag i Kalundborg Golfklub søndag den 18. maj. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Søndag den 18. maj afholder Kalundborg Golfklub Familiedag, hvor alle, der har lyst, kan komme forbi og lære lidt om tekniker og spille lidt golf.

For nylig var der Golfens Dag på banerne i Kalundborg Golfklub, og det var en stor succes. Nu er der imidlertid igen mulighed for at kigge forbi og prøve kræfter med sporten, hvis man er nysgerrig. Det kan man i forbindelse med Familiedag søndag den 18. maj.

Det handler netop om, at man kan spille golf sammen eller hver for sig og alligevel have fællesskabet. Det kan være flere generationer, der har lyst til at spille sammen, eller bare en enkelt person, der er nysgerrig på sporten, og måske ikke kunne på Golfens Dag. Konceptet er det samme, som den dag,” fortæller Vini Lindhardt, der er formand for Kalundborg Golfklub, og fortsætter: ”Man kommer når man har lyst. Der er træning den første halvdel af tiden, og man spiller den sidste halvdel. Det hele slutter med hygge på terrassen, hvor vi giver en sandwich og sodavand.”

Nye medlemsformer hos golfklubben

I Kalundborg Golfklub er der nu godt 500 medlemmer, og de har fået flere til på det sidste, herunder bl.a. tilflyttere.

”Vi var lidt nede i. medlemstal på et tidspunkt, men vi er kommet godt op igen. Vi har haft en del tilmeldinger her i foråret, og vi har også fået flere forskellige medlemsformer, der gør det mere fleksibelt for nogle at være medlem hos os. Vi må jo lytte efter, hvad behovet er,” fortæller Vini Lindhardt.

Juniorturnering

Udover Familiedagen afholder Kalundborg Golfklub i øvrigt også Juniorturnering den 17. maj, hvor alle kan komme forbi for at se golf.

”Alle er velkomne til at kigge forbi mellem kl. 8-15, når mellem 80 og 100 unge golfspillere dyster, nogle er meget dygtige og andre er på begynderniveau,” fortæller Vini Lindhardt.

Udover de allerede planlagte arrangementer, arbejder Kalundborg Golfklub også på at holde nogle Åbent Hus-dage senere på året.

På Familiedagen den 18. maj kan man låne udstyr hos golfklubben. Man skal dog huske tøj efter vejret, men en vindjakke og et par sko, man står godt i, er altid en god ide. Arrangementet varer fra kl. 11-14, og det er gratis at deltage.

Læs eventuelt mere om Kalundborg Golfklub her www.kalundborg-golf.dk 

Del