Familie føler de blev smidt ud af Nyvangskirken

Det blev langt fra den oplevelse som familien havde set frem til da de søndag deltog i gudstjenesten i Nyvangskirken.

Familie føler de blev smidt ud af Nyvangskirken

Af Jens Nielsen

Pernille Rosenquist Ballegaard og hendes mand og to børn føler, at de blev bortvist fra Nyvangskirken, hvor de skulle deltage i en dåb. Konstitueret sognepræst Margrethe Tøttrup mener, at familien overreagerer og at alle er velkommen i Nyvangskirken. 

Jesus sagde: Lad de små børn komme til mig. Det gælder bare ikke i Nyvangskirken i Kalundborg. Det mener Pernille Rosenquist Ballegaard, som sammen med sin mand og deres to børn på 3 og 4 år, søndag deltog i gudstjenesten i Nyvangskirken hvor børnenes fætter og kusine skulle døbes, så de kan blive konfirmeret.

Men det blev langt fra den oplevelse som familien havde set frem til.

Da det ikke er let for to mindre børn at sidde stille, oplyste kirketjeneren om, at der er et legeområde bag orglet. Her gik de to børn hen for at lege.
”Vores datter kommer stille og roligt og afleverer nogle tegninger, hun har lavet. Så siger præsten, at nu kommer det kedelige, så vi må godt gå ned bagved til børnene.
Det virker lidt underligt, men det gør vi så. Der sidder vi et par minutter før kirkesangeren kommer ned til os og siger at vi godt må tage legetøjet med helt ud,”
fortæller Pernille Rosenquist Ballegaard, og fortsætter,

Vores børn legede stille og roligt, de snakkede lidt, men hvad kan man forvente af små børn, der leger. Der var ingen, der græd, råbte eller løb rundt. Vi blev simpelthen smidt ud, sådan føler vi det. Vi er begge to ret chokerede. Vores børn opførte sig pænt, og de havde glædet sig til at komme i kirke.

Overreagerer

Konstitueret sognepræst ved Nyvangskirken Margrethe Tøttrup, mener at familien overreagerer og at alle selvfølgelig er velkommen i Nyvangskirken.

”Selvfølgelig kan to små børn ikke sidde stille så længe, så derfor henviste vi dem til vores legeområde bag orglet og det medførte jo en trafik frem og tilbage når forældrene skulle se en tegning. Da vi så kom til prædiken, så bad jeg forældrene om de ikke godt ville sætte sig ned sammen med børnene og det gjorde de så også, men tonelejet var meget højt og flere af menigheden vendte sig om og jeg talte højere og højere, men det blev åbenbart for meget for kirkesangeren og hun sagde så til dem, om ikke de ville tage legetøjet med ud i våbenhuset og det har forældrene åbenbart forstået som, at de blev smidt ud,” fortæller Margrethe Tøttrup, og fortsætter

”Så regnede vi jo med at de bare havde sat sig ud i våbenhuset og ville komme tilbage igen for at være med til den her konfirmanddåb, men de gik. Det er en overreaktion i min verden.”

I følge Margrethe Tøttrup er det helt normalt, at hun beder forældrene tage sig af deres børn under prædiken.

Del