Falkenhøj holder åben inspirationsdag

Skal du giftes? Eller holde en stor fest? Så kig ind på Falkenhøj ved Sæby, når der er åben inspirationsdag søndag den 22. februar.

Falkenhøj holder åben inspirationsdag
Dennis Cramon Lundgran er booking- og eventdirektør på Falkenhøj, som ligger ved Sæby med kig ned til Tissø. Søndag den 22. februar er der åben inspirationsdag. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Kører man en lille kilometer op ad Sæbygårdsalle fra Tissø, finder man Falkenhøj, en storgård uden jordbesiddelser, men med et hotel- og konferencecenter, hvor der også er rigeligt plads til store fester.

På søndag den 22. februar har man mulighed for at kigge nærmere på faciliteterne, når Falkenhøj åbner dørene for en inspirationsdag fra klokken 10 til 15.

Bag stedet står Herbo-familien, der har ejet Falkenhøj siden 2006.

For to år siden gik man i gang med en omfattende ombygning, og i 2025 kunne man på Falkenhøj tilbyde udlejning af værelser, møde- og konferencelokaler samt en stor festsal med plads til over 100 gæster.

Nu tager man yderligere et skridt i form af en inspirationsdag, hvor alle, der har en stor fest i tankerne, kan kigge forbi og se de smagfuldt indrettede hotelværelser, loungeområdet og festlokalerne.

Der er plads til over 100 gæster i selskabslokalerne. Dem - og resten af Falkenhøj - kan man kigge nærmere på, når der er åben inspirationsdag. Foto: Charlotte Koefoed

Booking- og eventdirektør Dennis Cramon Lundgren, der blev ansat i august sidste år, har lavet aftaler med omkring 10 forskellige leverandører, der vil være til stede og fortælle om, hvad de tilbyder.

“Vi har for eksempel en florist, et firma, der udlejer service, et firma, der gør sig i jakkesæt, andre kommer med vine, en fyrværkerimester, tjenerteam og så får vi besøg af flere bryllupsplanlæggere,” remser Dennis Cramon Lundgren op.

Flere muligheder

Der er mange muligheder på Falkenhøj. Man kan for eksempel leje hele stedet til sit drømmebryllup og råde over de 23 hotelværelser, som alle er dobbeltværelser, og man kan bruge de leverandører, som Falkenhøj selv har.

“Men man kan også få det helt, som man selv vil. Så lejer man stedet, bruger sine egne leverandører, kokke og så videre. Fordelen er, at du har stedet for dig selv, din fest og dine gæster,” forklarer Dennis Cramon Lundgren.

Der er allerede 14 bryllupper booket i 2026, og Dennis Cramon Lundgren føler, at man er ved at have fået godt fat i lokalområdet og også har fået et godt netværk af lokale samarbejdspartnere.

Alle hotelværelserne er smagfuldt indrettet. Der er 23 dobbeltværelser på Falkenhøj. Foto: Charlotte Koefoed

Falkenhøj kan rumme over 100 gæster i festlokalerne.

“Vores omgivelser er helt unikke. Lige nu er det jo sne og koldt, men når man kigger ud af vognporten, kan man se ned til Tissø. Det er så smukt. Om sommeren er her grønt og frodigt. Stedet er en perle,” siger Dennis Cramon Lundgren.

Indretningen er smagfuld, stemningen i loungeområdet er afslappet, og når der er inspirationsdag, står de forskellige leverandører rundt omkring på hele Falkenhøj, så man kommer rundt på stedet.

Det er gratis at deltage, men du skal tilmelde dig. Det kan du gøre lige her

 

 

 

 

 

Del