Falck åbner helt ny døgnbemandet ambulancestation

Den nye ambulancestation vil styrke beredskabet i Vestsjælland med en fastbemandet døgndækkende paramedicinerambulance.

Falck åbner helt ny døgnbemandet ambulancestation
Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I forbindelse med Falcks nye ambulancekontrakt med Region Sjælland, åbnes dørene til en helt ny døgnbemandet ambulancestation i Gørlev den 19. januar.

Ambulancestationen i Gørlev er en del af den nye ambulancekontrakt mellem Falck og Region Sjælland, der træder i kraft den 1. februar 2024. Denne station er den tredje i en række af nye baser, som Falck sætter i drift.

"Den nye ambulancestation i Gørlev vil styrke beredskabet i Vestsjælland med en fastbemandet døgndækkende paramedicinerambulance. Vi ser meget frem til godt naboskab med Vestsjællands Brandvæsen og glædes over åbningen af vores nyistandsatte base”, udtaler Martin Betzer, Falcks ambulancedirektør i Region Sjælland.

Den nyrenoverede base vil have et fastbemandet døgndækkende paramedicinerberedskab, og vil fremadrettet blive ledet af områdeleder, Karoline Becher.

Ambulancestationen i Gørlev har til huse på Agertoften 4, Gørlev, som tidligere har været hjælpemiddeldepot, men de sidste par måneder er blevet ombygget til en ambulancestation, som vil tilbyde nye faciliteter for ambulancepersonalet.

”Åbningen af den nye ambulancestation bliver et kærkomment supplement til den tryghed som borgerne i den sydlige del af Kalundborg Kommune allerede får leveret fra Vestsjællands Brandvæsen. Vi ser frem til et godt og givtigt samarbejde med Falck fremover,” siger borgmester Martin Damm, Kalundborg Kommune.

Frem mod kontraktstart den 1. februar 2024 vil der yderligere sættes baser i drift/fortsætte drift i Nykøbing Sjælland, Asnæs, Holbæk, Roskilde, Jyllinge, Jyderup, Kalundborg, Kirke Hyllinge, Dianalund, Sorø, Slagelse, Korsør, Skælskør, Fuglebjerg, Næstved Nord og Næstved Syd.

Som en del af kontrakten med Region Sjælland stiller Falck med helt nye ambulancer som skal være klar d. 1. februar.

I alt har Falck indkøbt 56 nye køretøjer, fordelt med 40 ambulancer, 14 køretøjer til liggende patienttransport samt to specialambulancer. Sidstnævnte har en fleksibel indretning, der kan opfylde forskellige behov. bl.a. kan medtages kuvøse til overflytning af babyer, og indrettes til bariatriske patienter (svært overvægtige).

56 helt nye ambulancer klargøres i Kalundborg

Del