Færre ansøgere til Absalon i Kalundborg – men en uddannelse går frem

Søgningen til uddannelserne på Professionshøjskolen Absalon ligger samlet set stabil ved årets kvote 2, men der er forskelle mellem de enkelte uddannelser.

Færre ansøgere til Absalon i Kalundborg – men en uddannelse går frem
Pr. 15. marts har i alt 72 ansøgere valgt en uddannelse i Kalundborg som 1. prioritet. Det er et fald på 35 procent i forhold til sidste år, hvor tallet var 110. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Søgningen til uddannelserne på Professionshøjskolen Absalon ligger samlet set stabil ved årets kvote 2, men der er forskelle mellem de enkelte uddannelser. I Kalundborg ses et tydeligt fald i antallet af ansøgere sammenlignet med sidste år.

Pr. 15. marts har i alt 72 ansøgere valgt en uddannelse i Kalundborg som 1. prioritet. Det er et fald på 35 procent i forhold til sidste år, hvor tallet var 110. Ser man på det samlede antal ansøgninger – altså alle prioriteter – er der 198 ansøgninger i år mod 272 sidste år, svarende til et fald på 27 procent.

Fald på bioteknologiuddannelserne

Den største tilbagegang ses på diplomingeniøruddannelserne i bioteknologi. På den dansksprogede diplomingeniøruddannelse i bioteknologi er der i år 8 førsteprioritetsansøgere, mod 15 sidste år. Det svarer til et fald på 47 procent. Samlet set er der 23 ansøgninger, mod 35 sidste år.

På den engelsksprogede diplomingeniøruddannelse i bioteknologi er faldet også markant. Her er der 40 ansøgere med uddannelsen som førsteprioritet, mod 71 sidste år – et fald på 44 procent. Det samlede ansøgertal er faldet fra 171 til 120.

Fremgang på maskinteknologi

Til gengæld er der fremgang på diplomingeniøruddannelsen i maskinteknologi. Her er 9 ansøgere i år med uddannelsen som førsteprioritet, mod 7 sidste år. Det svarer til en stigning på 29 procent. Det samlede antal ansøgninger er uændret på 15.

På bioanalytikeruddannelsen i Kalundborg er der et mindre fald i ansøgertallet. I år har 15 ansøgere uddannelsen som førsteprioritet mod 17 sidste år, hvilket svarer til et fald på 12 procent. Det samlede antal ansøgninger er faldet fra 51 til 40.

Samlet set har 1.444 ansøgere søgt en uddannelse på Absalon som førsteprioritet i år mod 1.594 sidste år. Det svarer til et fald på 9 procent, mens det samlede antal ansøgninger ligger stort set uændret.

Nye muligheder for studerende

Ifølge direktør for Pædagogik og Ledelse, Patrizia Marchegiani, arbejder Absalon løbende med at udvikle nye og mere fleksible uddannelsesveje.

“Vi har et stort ønske om at skabe mere fleksible undervisningstilbud, så vi kan tiltrække både flere og andre grupper af studerende. Derfor arbejder vi også med at udvikle nye veje ind i uddannelserne. Det seneste eksempel er den skolebaserede læreruddannelse, der kan være en attraktiv mulighed for dem, der ønsker at uddanne sig lokalt samtidig med ansættelse på en folkeskole,” siger hun.

Den nye model kombinerer uddannelsen med et lønnet deltidsjob på en skole og søges via e-læringsudbuddet i Roskilde.

Absalon lancerer samtidig en ny professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning fra sommeren 2026.

“Fremover er det muligt at uddanne sig på kandidatniveau på Absalon - både for dem, der søger nu, og for dem, der allerede har mange års erfaring og ønsker at løfte deres faglighed til et nyt niveau. Det er et vigtigt skridt i at skabe flere karrieremuligheder og gøre det attraktivt at blive i professionerne,” siger Patrizia Marchegiani.

Fristen for at søge ind via kvote 1 er 5. juli, og alle ansøgere får svar på optagelse 28. juli.

Del