Fælles faglige workshops for alle lærere

Over 360 lærere og pædagoger fra kommunens folkeskoler var tirsdag samlet på Skolen på Herredsåsen til seminar med faglige workshops, refleksionsøvelser og gruppediskussioner.

Fælles faglige workshops for alle lærere
Foto: Kalundborg Kommune.

gitte@tv-kalundborg.dk

Over 360 lærere og pædagoger fra kommunens folkeskoler var tirsdag samlet på Skolen på Herredsåsen til seminar med faglige workshops, refleksionsøvelser og gruppediskussioner afholdt af konsulenter fra Professionshøjskolen Absalon.

For Anne-Mette Christiansen, der er lærer på Rynkevangskolen, giver dagen de sidste indspark til det kommende års undervisning: ”Det er altid godt at få pudset værktøjskassen af inden det går løs. Og workshoppen giver mig nye idéer til materialer og bøger, jeg kan bruge i min undervisning. Det betyder også meget, at vi er samlet fra alle skolerne – selvom vi ikke har så meget tid til at snakke sammen, mærker vi alligevel, at vi har gode kolleger på andre skoler.”

Frisættelse står højt på dagsordenen

I tråd med folkeskolens kvalitetsprogram, har folkeskolerne i Kalundborg Kommune gennem en længere periode arbejdet med lokal frisættelse. Derfor stod frisættelse også højt på dagsordenen for seminaret, der blev indledt af lokalformand i Danmarks Lærerforening, Randi Stokholm Hansen: ”Med kvalitetsprogrammet har I lærere og skoleledere mulighed for i større grad at tilpasse undervisningen til netop jeres elever på måder, der er rigtige for jeres skole og elever. Vi skruer ned for indsatser besluttet af forvaltningen og politikerne og skruer op for jeres mulighed for at udvikle skolen.”

Folkeskolens kvalitetsprogram lægger vægt på at undervisningen i folkeskolen gøres mere praksisrettet og med mere bevægelse i undervisningen, for at eleverne motiveres og lærer mere. Det er i overensstemmelse med fokus i Kalundborg Kommune gennem de sidste mange år. De faglige workshops skal bl.a. give lærere og pædagoger inspiration til, hvordan de faglige mål opnås gennem en inspirerende undervisning, herunder hvordan kunstig intelligens kan understøtte undervisningen. På Kirke-Helsinge skole kan de ældste elever fra næste år vælge valgfaget teknologiforståelse, som skolen med kvalitetsprogrammet har fået mulighed for at tilbyde: ”Vi synes, det er vigtigt at danne og give vores elever værktøjer til at bruge forskellige teknologier på en forsvarlig måde. Med kvalitetsprogrammet kan vi i dette skoleår omlægge timer, hvilket gør, at vi kan tilbyde valgfaget før det bliver obligatorisk at udbyde fra skoleåret 2027, og det er vi rigtig glade for,” fortæller skoleleder Thomas Wimmer.

Flere skal være gladere for at gå i skole

Folkeskoleeleverne i Kalundborg Kommune har en højere fraværsprocent end landsgennemsnittet, og derfor fik deltagerne på seminaret et oplæg af fraværsvejleder i Kalundborg Kommune, Sofie Bay Raith, der har hjulpet flere folkeskoler med at nedbringe elevfraværet: ”Jeg har været tilknyttet både folke- og friskoler i kommunen, og jeg har oplevet en meget positiv modtagelse fra både lærere og ledelser. Alle har været meget nysgerrige og åbne over for at arbejde mere målrettet med mentalt fravær, og alle har været interesserede i nye perspektiver på forældresamarbejder som en central del af løsningen. Det tager tid at se virkningen af det forebyggende arbejde med skolefravær, fordi forandringerne sker langsomt, men jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se en positiv effekt, jo bedre vi bliver til at handle målrettet på mentalt fravær. Det vil kunne mærkes i både fremmødet og fællesskabet.”

Tim Bergman, inklusionsvejleder på Rørby Skole, er en af de medarbejdere, der har haft forløb med Sofie Bay Raith: ”Vi har fået et helt nyt blik på, hvorfor fravær opstår. Vi har fået helt lavpraktiske værktøjer til at have samtaler med eleverne om, hvorfor de ikke er i skole, og ikke mindst er vi blevet klædt på til et styrket forældresamarbejde. For forældrene spiller en rigtig vigtig rolle, men vi skal ikke skyde skylden på dem, vi skal kigge indad og vi skal gøre alt det, vi kan for at gøre skolen til et sted, eleverne har lyst til at være,” afslutter han.

Del