EU-valg skudt i gang på nyt valgsted

Sidst der blev stemt til Europa-Parlamentet i 2019, var stemmeprocenten i Kalundborg Kommune 59,73%. På landsplan var stemmeprocenten 66,10%.

EU-valg skudt i gang på nyt valgsted
De første vælgere var mødt frem lige fra morgenstunden på Café Dyrehøj for at afgive deres stemme. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Præcis kl. 09 søndag morgen blev valget til Europa-Parlamentet skudt i gang landet over. På Café Dyrehøj på Røsnæs kan der afgives stemme for første gang nogensinde.

Valget af 15 danske medlemmer til Europa-Parlamentet er søndag morgen skudt i gang landet over.

I Kalundborg Kommune kan man helt frem til kl. 20 afgive sin stemme 18 forskellige steder, bl.a. på Café Dyrehøj som for første gang er valgsted. Det skyldes, at Røsnæs forsamlingshus denne gang er optaget. Derfor bliver valget til Europa-Parlamentet i stedet afviklet på Café Dyrehøj.

Her kan 623 borgere mulighed for at afgive deres stemme. I alt er der 37.245 borgere i Kalundborg kommune som kan stemme i løbet af dagen.

Sidst der blev stemt til Europa-Parlamentet i 2019, var stemmeprocenten i Kalundborg Kommune 59,73%. På landsplan var stemmeprocenten 66,10%.

Troels Birk Kristoffersen er valgformand på valgstedet på Café Dyrehøj og præcis kl. 09 søndag morgen satte han gang i valghandlingen.

Flere vælgere var da også klar til at stemme lige fra morgenstunden.

Valgflæsk

Hvad er mere oplagt end at servere valgflæsk på sådan en dag, så derfor er Café Dyrehøj klar med Stegt flæsk ad libitum med det hele, både kl. 17.00 og kl. 19.30. Der er stadigvæk mulighed for at bestille bord.

Fremover vil Café Dyrehøj indtræde som fast alternativ som valgsted, såfremt forsamlingshuset er optaget af private arrangementer.

Del