Et indblik i de ting, man ofte tager for givet
Det handler om at give eleverne et indblik i alle de ting, som man ofte tager for givet.
![Et indblik i de ting, man ofte tager for givet](/media/uufortkj/herredsa-sen-20-01-25-5.jpg?width=50)
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Mandag formiddag var 7. klasserne fra Skolen på Herredsåsen på virksomhedsbesøg hos entreprenør Benny Petersen, som en del af et virksomhedsforløb, som de forskellige klasser på skolen har indgået med lokale virksomheder.
De to 7. klasser fra Skolen på Herredsåsen var mandag på besøg hos entreprenør Benny Petersen for at lære lidt om virksomhedens gravearbejde i forbindelse med deres virksomhedsforløb. Alle årgange på skolen er sat sammen med en virksomhed i et virksomhedsforløb, som skal munde ud i en fælles fremvisning for hele skolen den 13. marts.
Maria Top Petersen fra virksomheden fortæller, at det er første gang, at virksomheden deltager i et sådan projekt: “Vi har indgået et samarbejde med 7. årgang på Herredsåsen, om at bidrage til deres nuværende Leaps projekt, hvor klasserne i en periode skal arbejde med Benny Petersen A/S. fortæller Maria Top Petersen, og fortsætter: “Mandag fik vi besøg af ca. 43 elever. Vi mødtes på Davrup Hovedgård, hvor vores skurvogne har plads. Herefter gik vi på markvandring for at se og få en beskrivelse af vores projekt omkring den nye råvandsledning. De unge mennesker var ude og se de lange rør, vi lægger i renderne, hvordan de bliver svejset sammen, monteret ventiler mm. Vi skal ligge ø355 råvandsledninger fra den nordlige del af Gunhøjvej til gammel skovvej ved Deigvad Vandværk, samt forbinde ti boringer hertil. Derudover skal der ske omlægning af to eksisterende vandforsyningsledninger pga. Motorvejsprojektet.”
Et indblik i de ting, man ofte tager for givet
Martin Dreyer, der er klasselærer i den ene 7. klasse fra Skolen på Herredsåsen, fortæller, at det handler om at give eleverne et indblik i alle de ting, som man ofte tager for givet. Fx vand fra vandhanen, rent vand at bade i, vand til madlavning osv.
”Vi skal give de unge mennesker en forståelse af, hvor vigtig en funktion mange virksomheder har i vores samfund, bl.a. Benny Petersen, der graver rør ned, hvilket de har set med egne øjne. De oplevede, hvordan man graver vandledninger ned i jorden, og det er ikke bare at grave et hul og putte slanger ned og dække til igen. Der indgår både en masse teknik og sikkerhed. Det kunne også være elledninger, internetkabler, varmerør eller kloakrør – alt sammen noget, vi tager for givet bare fungerer. De unge skal forstå vigtigheden af, at der er nogle firmaer, der kan lave den slags,” fortæller han.
Pølsevogn var et hit
Efter markvandring m.m. havde Benny Petersen A/S sørget for en pølsevogn til de unge mennesker, og det faldt i virkelig god jord hos dem alle. Bygherre, der er Kalundborg Forsyning, var i øvrigt også til stede ved besøget.