Et havmiljø i krise: Vær med til at plante ålegræs

Arrangementet sker efter et år, hvor det er blevet tydeligt for danskerne, at vores fjorde og farvande mange steder er dybt pressede.

Et havmiljø i krise: Vær med til at plante ålegræs

Af Jens Nielsen

Tænketanken Hav har netop offentliggjort de 32 steder langs de danske kyster, hvor danskere kan møde op den 8. juni - på havets dag - og hjælpe med at plante ålegræs. En plante, som er helt essentiel for dyrelivet og fiskene i Danmarks pressede fjorde og kystområder. Et af stederne er på Gisseløre i Kalundborg.

D. 8. juni kan du tage kæresten, ungerne eller vennerne i hånden og sammen med andre danskere være med til at sætte fokus på det skrantende danske havmiljø. Det sker, når Tænketanken Hav, i samarbejde med blandt andet Syddansk Universitet, arrangerer "Danmark Planter Ålegræs" ved 32 udvalgte kyster fordelt over det meste af det danske land – fra Læsø i nord til Sønderborg i syd og bl.a. også i Kalundborg.

Arrangementet sker efter et år, hvor det er blevet tydeligt for danskerne, at vores fjorde og farvande mange steder er dybt pressede. Et historisk højt iltsvind har resulteret i fiskedød og ørkenlignende havbunde. Og set i et længere perspektiv har blandt andet det store iltsvind været med til at reducere udbredelsen af ålegræs med to tredjedele siden år 1900. 



"Danmark Planter Ålegræs” er en del af Det Store Ålegræsinitiativ, som er støttet af Nordea-fonden, og er et nyt og unikt videnskabeligt projekt, hvor der laves testudplantninger, der bidrager til indhentning af data om Danmarks ålegræsbestand med hjælp fra frivillige danskere. Formålet er at skabe engagement blandt danskere om havets krise og samtidig skabe et større vidensgrundlag om hvor, ålegræsset kan genoprettes i Danmark. Ålegræsudplantningen kan nemlig ikke lykkes i hele landet, fordi havet mange steder er presset af bl.a. kvælstofudledning og miljøfarlige stoffer. Derfor kræver det viden om, hvor ålegræs kan gro under de forhold, som er til stede i dag. 

”Presset på havet skal reduceres - det vil blandt andet sige, at der skal være færre næringsstoffer i havmiljøet - og naturen i havet skal genoprettes. Med ålegræsudplantningerne sætter vi fuld fokus på naturgenopretning, men det betyder ikke, at vi skal glemme, at der også skal ske en reduktion af eksempelvis næringsstofudledninger til det pressede danske havmiljø. Jeg håber derfor, at mange danskere vil møde op til en hyggelig dag ved vandet til gavn for vores havmiljø,” udtaler adm. direktør i Tænketanken Hav, Liselotte Hohwy Stokholm. 

Hvad skal der ske den 8. juni? 

"Danmark Planter Ålegræs" involverer og mobiliserer danskerne i en vigtig sag om at plante ålegræs langs de danske kyster en gang om året og gennem en konkret handling bidrage til at sætte fokus på dansk havnatur. 

På hvert af de 32 udplantningssteder vil der være minimum én teamleder til stede, som vil hjælpe de første fremmødte danskere med at binde ålegræs på søm og herefter vil teamledere og erfarne dykkere plante ålegræs på havbunden på 1.5-2 m dybde. Desuden vil der være en havvært, der vil tage godt imod alle fremmødte, og der er planlagt aktiviteter, så alle kan gå på opdagelse på stranden og i vandet og lære mere om havet og ålegræs. 

Der er udsigt til en hyggelig dag ved vandet, hvor man i fællesskab sætter fokus på behovet for handling til gavn for den danske havnatur. 

I Kalundborg Kommune foregår plantningen af ålegræs ved havnen på Gisseløre i tidsrummet fra kl. 10-13

Fakta om Det Store Danske Ålegræsinitiativ:

Projektet løber over en 3-årig periode fra 2024 til 2026. Nordea-fonden bidrager med 8.845.000 kr. til finansieringen, mens Tænketanken Hav bidrager med 1.251.000 kr. i medfinansiering. 

Projektet er centreret om en årlig national udplantningsdag“ "Danmark Planter Ålegræs”. Den 8. juni 2024 på World Ocean Day kan frivillige danskere på 32 lokaliteter landet over udplante ålegræs.

Tænketanken Hav er projektleder på projektet og samarbejder med Syddansk Universitet (SDU) og Center for Marin Naturgenopretning, som har nogle af landets førende forskere inden for ålegræs og marin naturgenopretning.  

Del