Et godt år i MadBanken og Fællesskabets Hus

To foreninger, der deler adresse, har holdt generalforsamling - og haft et godt år. 

Et godt år i MadBanken og Fællesskabets Hus
Bestyrelsen i Madbanken består af Christina Andersen, Sara Bjerregaard, Michael Diekelmann, Jytte Nielsen, Else Torndahl, Ingrid Vestergaard, Christiana Diekelmann og Kristina Haurholm. Privatfoto

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

To foreninger under samme tag i Høng har haft et år med mange aktiviteter. Den ene er MadBanken, som henter mad fra dagligvarebutikker, som ellers ville være blevet smidt ud, og deler gratis ud til alle, der møder op, og Fællesskabets Hus, som er en støtte til MadBanken, men driver også en cafe.

De to foreninger har samme formand, nemlig Michael Diekelmann, og han blev genvalgt til begge formandsposter.

Inden man gik til valg til bestyrelsen, havde Michael Diekelmann aflagt beretning, og han fortalte om et travlt og meget begivenhedsrigt år i MadBanken.

“I september modtog MadBanken Høng Frivilligprisen fra Kalundborg Kommune. Fantastisk med den anerkendelse. I oktober fik vi besøg af minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Jacob Jensen, der sammen med Kalundborg Kommunes borgmester, Martin Damm, fik forklæde på og derefter deltog i en uddeling af overskudsmad,” fortalte Michael Diekelmann blandt andet.

MadBanken Høng har også udvidet og åbnet en mini-Madbank i Ruds Vedby, som aftager den overskudsmad, som man ikke er kommet af med i Høng. På den måde går der mindre til spilde.

Her er huslejen indtil videre gratis, men planen er, at Madbanken i Ruds Vedby skal drives som en selvstændig forening i Sorø Kommune.

Besøg fra Tasmanien

Midten af december fik MadBanken besøg af Jenn Heggarty fra Oz Harvest Tasmania, som er en madspildsorganisation meget lig MadBanken.

“Det var et meget inspirerende besøg. Vi holder stadig kontakt og skal mødes online senere,” sagde Michael Diekelmann.

Året har også budt på et renoveret undergulv med nyt linoleum, sponsoreret af Høng Gulvservice og Fællesskabets Hus. Der er efterfølgende blevet ombygget med nyt inventar fra SPAR-købmanden i Høng.

Del