Esbern Snare har hørt
Historier, der ikke kan bære lange artikler, men som alligevel fortjener at blive fortalt.
Af journalist Sonja Husted Rasmussen og Jens Nielsen
Esbern Snare har hørt, at onsdagens pokalopgør i Odense kunne have endt med en sensation, men sådan gik det ikke. FC Kalundborg måtte rejse hjem med et svidende nederlag i bagagen, for mens vestsjællænderne ikke fik et eneste mål i kassen, lykkedes det OB'erne at score hele 11 gange.
Således var stillingen allerede ved pausen 0-7 i OB's favør. Det blev til yderligere fire mål efter pausen.
Det var i den grad et undertippet FC Kalundborg, der onsdag aften mødte OB i Oddset Pokalen.
------

Foto: Jens Nielsen
Esbern Snare har hørt, at ifølge et dokument fra 1484 skal der være fri adgang fra Stenhuset i Præstegade ned til den daværende bymur. Den er væk, men det skorter på den frie adgang ad Skibslågetrappen, der stadig er i en elendig forfatning.
I 1484 solgte byen Kalundborg jorden, hvor Stenhuset blev bygget, til Rørby-præsten Jeip Andersen, og det var i den forbindelse kravet om, at der fortsat skulle være fri adgang fra Strandgade, nu Præstegade, til bymuren.
Museumsinspektør Mads Findal Andreasen siger, at Jeip Andersen måske var bygherre til Skibslågetrappen, og så er det jo ikke så underligt, at den efterhånden trænger til renovering.
I dokumentet står der, at bystyret har solgt jorden til Rørby-præsten og at indtægterne fra salget skal ”bruges til at betale byens gæld med”. Samtidig bliver præsten pålagt ”at der skal gøres en trappe op til forskrevne mur”.
------
Esbern Snare har hørt, at det er på tide, at Kalundborgegnens Erhvervsråd udskifter sin nuværende lokale biografreklame med en mere aktuel.
I erhvervsrådets reklame i Kino Den Blå Engel toner et absolut forhenværende erhvervsråd frem med forhenværende erhvervschef Lene Bach Jørler frem i spidsen for ligeledes forhenværende medarbejdere.
Nu er Jørler udskiftet med konstitueret erhvervschef Caspar Christensen, og medarbejderne er også nye. Biografgæsterne vil meget gerne se de nye ansigter.