Esbern Snare har hørt

Historier, der ikke kan bære lange artikler, men som alligevel fortjener at blive fortalt. 

Esbern Snare har hørt

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Foto: Jens Nielsen

Esbern Snare har hørt, at både vinterbadeklubben Isfuglene og sommerens badegæster er meget glade for den nye badebro ved Restaurant Gisseløre. Her kan de fra trappen gå direkte ned på sandbund, og Esbern Snare kan fra sin ophøjede position på Torvet høre de badendes glade råb.

På badestederguide.dk hedder det meget rosende, at ”hvis du er strandfanatiker på udkig efter en skøn oplevelse, så er Gisseløre Badebro i Kalundborg absolut værd at besøge.” Guiden giver en oversigt over badesteder i hele Danmark.

------

Esbern Snare har hørt, at der torsdag den 24. juli fra klokken 10 til klokken 17 er loppemarked i Kalundborg Lokalarkiv, Volden 1 i Kalundborg.

Arkivets medarbejdere har været i gemmerne, og de har fundet bøger, blade, postkort og frimærker frem, der sælges billigt, lover de.

Gæsterne opfordres også til at kigge godt efter på et ”gratis bord”, hvor der ligger bøger og blade, som arkivet har lyst til at forære væk. Kaffen og teen er klar, og til børnene er der saft.

------

Foto: Jens Nielsen

Esbern Snare har hørt, at første nummer fra Kalundborg-musikeren Alexander Westy Evasons debutalbum ”I want to tell you something” nu kan høres på YouTube. Det hedder The Wrong Dose. Musikken er indspillet i samarbejde med musiker og underviser på CSU i Kalundborg Thomas Thopper. Det er et nummer fyldt med vrede over, hvad stoffer gør mod mennesker og rummer en advarsel mod at begive sig ad narkoens farlige vej. Det gør indtryk på grund af den 25-årige musikers intensitet. Han har selv skrevet både teksten og musikken.

------

Esbern Snare har hørt, at der bliver endnu en mulighed for at høre om Carmen-eventyret. Tredje og sidste sæson af DR-dramaserien Carmen Curlers har premiere den 26. september, og den 7. oktober fortæller journalist Niels Plaschke og Jonas Henriksen endnu engang om det krøllede foretagende. Det sker ved et event i Kino Den Blå Engel. Med på scenen er også hovedforfatter til tv-serien Mette Heeno og producer på sidste sæson Maja Dyekjær. Udstillingen om Carmen Curlers kan stadig ses på Kalundborg Museum.

------

Esbern Snare har hørt, at den lokale kunstner, Marie Møller, udstiller hele sommeren i cafeen/butikken Hr. og Fru Sørensens Urtehjørne lige ved siden af Brugsen i Jyderup. Her kan opleves otte linoleumstryk fra Marie Møllers hånd.

Del