Esbern Snare har hørt
Esbern Snare har hørt:
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Esbern Snare har hørt:
At Sülle Gövercin fra Det Mexicanske Bøfhus er i rigtig godt julehumør. Han serverer nemlig gratis gløgg og æbleskiver de to sidste dage inden jul. Det vil sige, at man mandag den 22. december og tirsdag den 23. december mellem klokken 14 og 16 kan varmen og nyde såvel gløgg og æbleskiver foran restauranten på Kordilgade.
Ikke nok med det. Han tilbyder gratis julefrokost til borgere med tilknytning til Medborgerhuset - og andre ensomme i julen. Det sker søndag den 21. december mellem 12 til 14.
Sülle Gövercin fra Det Mexicanske Bøfhus er i julehumør. Foto: Jens Nielsen
Esbern Snare har hørt:
At Kvickly og Lions i Kalundborg igen har fået solgt alle lodderne fra deres julehjælpstavle. Det vil sig, at der nu er samlet ind til at 50 familier kan få udleveret julehjælp. De heldige familier kan komme forbi mandag den 22. december og hente deres julehjælp, som kunderne i Kvickly har sponsoreret.
Repræsentanter fra Lions samt Kalundborg Kommune har udvalgt de familier, der kan få julehjælpen.
Af de 50 familier, som får julehjælp, bliver de 15 familier udvalgt af Kalundborg Kommune.
Fra venstre: Keld Haapanen, direktør i Kalundborg Brugsforening, Mette Schjeldal Yde, koordinator for GRO i Kalundborg Kommune, Svend Olesen og Keld Jensen fra Lions Kalundborg. Foto: Thomas Gosch
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Esbern Snare har hørt:
At frisørerne i Salon San, i anledning af julen, gerne vil gøre noget for de familier, hvor pengene er lidt små. Derfor klipper de børn gratis den 24. december fra. kl. 9 til kl. 14. Man booker ikke tid, men kigger forbi på selve dagen. Salon San v/Salim Hawrami ligger på Sct. Jørgensbjerg 54 i Kalundborg.

Salim Hawrami klipper børn fra familier, hvor pengene er små, gratis den 24. december. Foto: Gitte Korsgaard.
Af Sonja Husted
Esbern Snare har hørt:
At nu er julen begyndt. Det gør den ifølge pastor Lars Poulsen den dag, da børn og voksne fra Specialcenter Sigrid Undset er til juleafslutning i Nyvangskirken, og det var de netop i går, fredag.
Det skal være, som det plejer, lød ønsket fra centret til præsten, og det blev det: En time med sang, musik og krybbespil, hvor hyrderne, englene, de vise mænd, Josef og Maria og ikke mindst den stærkt lysende ledestjerne blev udvalgt blandt de mange frivillige, der meldte sig.
Ingen skal være alene, lød temaet i Lars Poulsens tale, og han tog udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr om den lille pige med svovlstikkerne, hvor det stakkels forfrosne barn bliver hjulpet op til Gud af sin afdøde mormor, den eneste der havde været god imod hende.
Således opløftet kunne alle tage hjem og fejre jul – for den er jo begyndt.
Blandt de musikalske indslag sørgede Thomas Thopper (flygel), Sebastian (sang) og Alexander (guitar) for tonerne til Silent Night (Glade jul).
