Esbern Snare har hørt

Esbern Snare har hørt lidt af hvert i den forgangne uge. 

Esbern Snare har hørt

Af Sonja Husted Rasmussen   sonjahustedrasmussen@gmail.com  og Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Esbern Snare har hørt: 
At kunstneren Grete Balle havde en festlig dag på Koldinghus, hvor udstillingen Vævede Mesterværker åbnede torsdag den 26. marts, lige en måned før Gretes 100 års fødselsdag.

Grete Balle var inviteret til udstillingen, fordi hendes vævning 'Mellem sepiabrune skygger' fra 1969 var udvalgt til at være repræsenteret.

Den royale familie var med til at kaste glans over begivenheden repræsenteret af Hendes Kongelige Højhed prinsesse Benedikte.

Prinsessen var ledsaget af sin hofdame Mette Ahlefeldt Laurvig, datter af nu afdøde lensgreve Christian Lerche-Lerchenborg og lensgrevinde Inga Lerche-Lerchenborg.

Udstillingen omfatter udlån fra adskillige museer, og der er også mange historiske gobeliner.
"En flot dag og en enestående udstilling med gobeliner og vævninger over et spænd af år fra 1475-2023," bedømmer Grete Balle, for hvem dagen var en stor oplevelse med snak med mange spændende mennesker.

Udstillingen Vævede Mesterværker kan opleves på Koldinghus til den 25. oktober i år. Foto: Sonja Husted

 

Esbern Snare har hørt: 
At kunstneren Grete Balle med bopæl i Kalundborg nød en lækker frokost i forbindelse med åbningen af udstillingen Vævede Mesterværker på Koldinghus.

Sammen med repræsentanten for den royale familie prinsesse Benedikte og et væld af andre gæster: museumsdirektører, kunsthistorikere og kunstnere spiste Grete Balle en hovedret bestående af rødfisk med spidskål og safran og en dessert, der bød på vanilje frugtmosaik med rabarber.

Ved bordet havde Grete Balle ved sin ene side prinsesse Benediktes hofdame Mette Ahlefeldt Laurvig og på sin anden side kunstneren Peter Bjørn Franceschi. 

Her er Grete Balle fotograferet ved ferniseringen på hendes retrospektive udstilling på Bispegården i april. Foto: Charlotte Koefoed 

 

Esbern Snare har hørt: 

At togfører Henriette Thorkildsens fejrede sit 40 års jubilæum ved DSB onsdag middag. Det blev afholdt på Det Mexicanske Bøfhus, hvor Henriette fik overrakt sin fortjenstmedalje i sølv, for 40 års tro tjeneste i samme virksomhed. 

På billedet takker Henriette Thorkildsen for sin fortjenstmedalje. Foto: Privat

Del