Esbern Snare har hørt

Esbern Snare har hørt lidt af hvert i løbet af ugen. 

Esbern Snare har hørt

Af journalist Sonja Husted Rasmussen    sonjahustedrasmussen@gmail.dk

Esbern Snare har hørt:

Esbern Snare har hørt noget, der i den grad har vakt hans interesse, nemlig at Kalundborg
Menighedspleje i går, fredag den 2. oktober, havde inviteret på en bustur ud i det vestsjællandske landskab, hvor programmet omfattede nogle af bygningsværkerne med relevans til den magtfulde Hvideslægts
storhedstid i 1100 og 1200 tallet.

Esbern Snare hørte til Hviderne, der sammen med Valdemarerne i en periode havde den reelle magt i landet. Allerede sidste år tog menighedsplejen hul på en Hvide-relateret udflugt med besøg i blandt
andet Sorø Klosterkirke med Absalons grav.

Esbern Snare og Absalon var brødre, og Valdemar den 1. kom til at vokse op hos Hvideslægten i
Fjenneslev og fik de to brødre som stedbrødre. 
I år gik turen blandt andet til Sæby og Fjenneslev Kirker og Bjernede Kirke ved Sorø, Sjællands eneste rundkirke, bygget til forsvar, og de er alle Hvide-byggerier.

Venderangreb og kaffe

Også landsbyen Boeslunde blev besøgt, og den har den specielle historie, at her gik den vestsjællandske grænse for vendernes angreb i 1100- tallet.
Kaffepausen med tilhørende lagkage blev holdt på Skipperkroen ved Mullerup Havn, og på hjemturen til Kalundborg besøgte deltagerne Ubby Kirke for at beundre dens magtfulde indre.
Historikeren Søren Juul, der er formand for Vor Frue Sogns menighedsråd og velbevandret i Hvideslægten, var guide på turen.

Bjernede Kirke ved Sorø er Sjællands eneste rundkirke og opført af den magtfulde Hvideslægt. Foto: Bjernede Kirkes hjemmeside.

Esbern Snare har hørt: 

At Alles Lægehus på Frederik Andersensvej 16 i Kalundborg snart kan leve helt op til sit navn. Der er blevet installeret en elevator op til lægehusets indgang, hvor det tidligere har været nødvendigt at forcere nogle
trappetrin, ganske vist ikke så mange men tilstrækkeligt mange til, at det er en udfordring for mennesker, der har besvær med at gå.
Elevatoren er så ny, at den endnu ikke er i funktion, men når det sker, vil mange glæde sig over forbedringen.


Den splinternye elevator ved Alles Lægehus i Kalundborg er så ny, at den endnu ikke er i funktion. Gangbesværede glæder sig til, at det sker, så de nemt kan komme op til deres aftale. Foto: Karen Vibeke Husted Rasmussen.

Del