Erkender at kommunikation til erhvervsliv skal være bedre
Der er enighed om, at man skal intensivere kommunikationen af de resultater, der er - og fortsat bliver opnået. Samspillet mellem kommune og erhvervsliv har aldrig været vigtigere.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
På trods af en målrettet indsats med flere nye initiativer og en tættere dialog mellem Kalundborg Kommune og erhvervslivet, rykker Kalundborg Kommune yderligere en plads tilbage, oven i sidste års markante tilbagegang i Dansk Industris (DI’s) årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Kommunikation mellem kommune og erhvervsliv er en af udfordringerne.
Kalundborg indtager i år en placering som nummer 80 ud af 91 kommuner, og Kalundborg Kommune og Kalundborgegnens Erhvervsråd er enige om, at der fortsat er behov for at styrke indsatsen inden for arbejdskraft, infrastruktur og byggesagssagsbehandling. Der er enighed om, at man skal intensivere kommunikationen af de resultater, der er - og fortsat bliver opnået. Samspillet mellem kommune og erhvervsliv har aldrig været vigtigere.
Vi skal arbejde endnu hårdere – især med kommunikationen
Formanden for Kalundborgegnens Erhvervsråd, Michael Skovgaard Rasmussen, ser stadig en række udfordringer som erhvervslivet i Kalundborg bøvler med. Men ser også fremad, og han peger også på samarbejdsrelationen, som noget helt centralt for både at skubbe på parametre og opfattelse.
”Vi ved, at Kalundborg har et erhvervsliv, der er i rivende vækst, og det stiller store krav til både kommunen og virksomhederne. Derfor er det afgørende, at vi har en tæt og åben dialog, hvor vi lytter til hinandens udfordringer. De mange initiativer, der er sat i gang, viser, at vi tager erhvervslivets bekymringer alvorligt – og vi skal fastholde det samarbejde, så vi fremover kan se en mere positiv udvikling i målingen,” siger han og fortsætter: ”Men den her undersøgelse er en katastrofe. Vi kommer til at arbejde endnu hårdere, og vi skal ændre nogle ting. Kommunen skal bl.a. blive meget bedre til at kommunikere med erhvervslivet, ellers får vi ikke en bedre placering i fremtiden. Vi har arbejdet med det, men det arbejde har ikke båret frugt. Vi skal arbejde endnu hårdere for at falde bedre ud i undersøgelsen. Gør vi det samme, får vi det samme.”
Michael Skovgaard Rasmussen peger ydermere på, at manglende parameteret Grundskyld og Dækningsafgift er et glimrende eksempel på, hvor kommunikationen har været elendig.
”Vi er faldet på det parameter også, men i virkeligheden har Kalundborg Kommune slet ikke dækningsafgift, så det handler jo om, at kommunikationen til erhvervslivet heller ikke her har været optimal,” siger han.
De lange ventetider på byggetilladelser er et problem
En af de ting, som de lokale virksomheder er særligt utilfredse med, er ventetiden på en byggetilladelse, som opgøres til i gennemsnit 124 dage.
Borgmester Martin Damm understreger, at kommunen er bevidst om udfordringerne, men også ser klare tegn på, at arbejdet giver resultater: ”Vi ville naturligvis gerne have set, at vi rykkede frem på listen, men vi kan samtidig glæde os over, at dialogen med erhvervslivet er blevet styrket. Vi har fx nedbragt sagsbehandlingstiden på byggesager, og vi arbejder hele tiden på at fjerne de knaster, som virksomhederne oplever. Det her er en rejse, vi skal på sammen, og jeg oplever, at vi allerede er godt i gang.”
Kommunen og virksomhederne arbejder målrettet på løsninger
En anden genganger fra sidste år er mangel på arbejdskraft, som erhvervslivet ser som en af de største udfordringer. Flere af disse knaster er stadig til stede, men kommunen og virksomhederne arbejder målrettet på løsninger – og man forventer, at de kommende år vil vise, at indsatsen bærer frugt.
Begge parter ser frem til, at der i starten af det nye år sker en gentagelse af sidste års lokale erhvervsklimaundersøgelse, der er med til at tjene som grundlag for en fortsættelse af den konstruktive dialog mellem Erhvervsrådet og Kommunen.
56 virksomheder fra Kalundborg Kommuner har deltaget i DI’s undersøgelse.
Kalundborg Erhvervsråds egen undersøgelse
Siden DI’s årlige analyse af erhvervsvenlighed sidste år har Kalundborgegnens Erhvervsråd sat gang i egen undersøgelse, som blev sendt ud til knapt 400 erhvervsvirksomheder, her har 27% svaret. På flere punkter viser også denne undersøgelse, at der fortsat er plads til forbedringer. Overordnet er 36% tilfredse med Kalundborgs erhvervsvenlighed mens 44% er utilfredse. På en skala fra 1-7 scorer Kalundborg Kommune kun 2,8 på spørgsmålet om det kommunale/lokale vejnet. Kalundborg Kommune opnår også kun 2,8 ud af 7 point på den overordnede kommunale service og 75% oplever lange byggesagsbehandlingstider.