Erhvervsskoler får markant højere tilskud til elevers udlandsophold

Fra januar 2026 får erhvervsskoler et væsentligt højere tilskud, hvis de hjælper elever og lærlinge med at tage en del af deres uddannelse i udlandet.

Erhvervsskoler får markant højere tilskud til elevers udlandsophold
Formålet er at få flere elever og lærlinge til at gennemføre en del af deres erhvervsuddannelse uden for Danmarks grænser. Modelfoto: Colourbox

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Flere erhvervselever får mulighed for udlandsophold – skoler får markant højere tilskud.

Fra januar 2026 får erhvervsskoler et væsentligt højere tilskud, hvis de hjælper elever og lærlinge med at tage en del af deres uddannelse i udlandet. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Vil have flere til at gennemføre uddannelse i udlandet

Formålet er at få flere elever og lærlinge til at gennemføre en del af deres erhvervsuddannelse uden for Danmarks grænser. Derfor hæves tilskuddet til skolerne fra 7.130 kroner til 17.400 kroner pr. elev eller lærling, der indgår en aftale om oplæring i en udenlandsk virksomhed.

Tilskuddet gælder for elever og lærlinge, som ikke i forvejen har en uddannelsesaftale med en dansk virksomhed, og som indgår en aftale om lønnet beskæftigelse med oplæring i udlandet i mindst tre måneder.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye håber, at flere unge fremover vil kunne dele erfaringer fra udlandet med deres klassekammerater.

"Der burde sidde mindst en elev eller lærling på hvert hold på erhvervsskolerne, som kan fortælle kammeraterne om sin udvekslingstur til Tyskland eller Spanien. Sådan er det ikke i dag. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu mere end fordobler tilskuddet til udlandsophold. Flere og flere virksomheder har produktion på tværs af landegrænserne. Det er helt oplagt, at flere af de kommende faglærte kender den nyeste teknologi, kulturen og arbejdsgangene i andre lande. Det vil kun være med til at styrke vores virksomheder og dygtiggøre vores faglærte, der vender hjem med nye perspektiver og ny viden," siger Mattias Tesfaye.

En markant styrkelse af erhvervsuddannelserne

Initiativet er en del af en aftale indgået i maj 2025 mellem regeringen og et bredt flertal i Folketinget om en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne. Her blev parterne blandt andet enige om, at antallet af elever og lærlinge, der tager en del af deres uddannelse i udlandet, skal femdobles frem mod 2035.

Aftalen skal samtidig sikre, at elever uden en uddannelsesaftale får bedre muligheder for at fortsætte deres uddannelse, når de vender hjem efter et udlandsophold.

Med denne og to øvrige aftaler er der samlet prioriteret omkring en milliard kroner til erhvervsuddannelserne fra 2030 og frem. En del af midlerne skal gå til at styrke erhvervsskolernes økonomi og give skolerne større frihed til lokalt at tilrettelægge undervisningen.

Pengene kan blandt andet bruges på at øge trivslen blandt elever og lærlinge, styrke undervisernes faglige kompetencer og skabe bedre sammenhæng mellem undervisning og oplæring i virksomheder. Derudover kan midlerne anvendes til vejledning om udlandsophold samt den praktiske planlægning, herunder samarbejde med udenlandske virksomheder.

Formålet er samlet set at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive og tidssvarende og give eleverne muligheder for udlandsophold på linje med andre uddannelser.

Del